Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Apple i amerikanske myndigheders søgelys: Monopol-sag på vej / Sympati-strejkerne mod Tesla breder sig i Norden / VW-Gennembrud: Ny batteri-teknologi er ikke til at slide op

Morgen-briefing: Apple i amerikanske myndigheders søgelys: Monopol-sag på vej / Sympati-strejkerne mod Tesla breder sig i Norden / VW-Gennembrud: Ny batteri-teknologi er ikke til at slide op

Velkommen til morgen-briefingen fra Computerworld 8. januar.

Dagens tidlige nyhedsoverblik serveres af din morgenvært, Niels de Boissezon.

Apple i amerikanske myndigheders søgelys: Monopol-sag på vej

Den amerikanske tech-kæmpe Apple måtte se sin aktiekurs falde med en procent op til weekenden.

Det sker efter at amerikanske New York Times fredag 5. januar skrev, at det amerikanske justitsministerium er i de sidste faser af planlægning af hvad der bliver en storstilet monopolsag rettet mod selskabet.

Sagen, som sigter særligt mod Apples metoder til at beskytte iPhonens dominerende position på det amerikanske marked, kan blive iværksat allerede indenfor det næste halve år, lyder det.

Apple skulle have misbrugt sin kontrol over iPhone-økosystemets hardware og software til at forhindre konkurrenter i at konkurrere, ved blandt andet at få Apple Watch smart-uret til at fungerer bedre med Apples iPhone end med øvrige smartphone-mærker og ved at holde konkurrenter ude af selskabets iMessage besked-tjeneste.

En eventuel retssag kan udgøre den største juridiske trussel mod selskabet i årevis, eftersom USA udgør selskabets førende marked.

Sympati-strejkerne mod Tesla breder sig i Norden

Tvisten mellem den svenske fagforening IF Metall og tech-virksomheden Tesla breder sig over hele Norden, hvor både svenske men også danske, norske og finske fagforening går i sympatistrejke, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I Danmark er postansatte fra PostNord og havnearbejdere fra fagforeningen 3F gået ind i konflikten i december. Samtidig har pensionskassen Pension Danmark solgt ud af sin Tesla-investeringer på grund af tech-virksomhedens praksis.

I Norge er landets største fagforening begyndt at blokere for leveringen af Teslas biler, mens fagforeninger i Finland ligeledes blokerer for afsætning af Tesla-biler og komponenter i alle finske havne.

I Sverige, hvor tvisten startede i oktober 2023 danner postansatte, elektrikere, renovationsmedarbejdere, transport-medarbejdere og kommunalansatte fælles front mod selskabet.

Striden kerne begyndt da 130 fagforeningsmedlemmer forsøgte at få indført en fælles lønforhandling med Tesla 27. oktober 2023, et krav som Tesla afviste.

VW-Gennembrud: Ny batteri-teknologi er ikke til at slide op

Den tyske bilproducent øjner lovende resultater indenfor batteriforskning, der overgår forventningerne for batteriers holdbarhed.

En prototype til et tørstofsbatteri udviklet i samarbejde med teknologiselskabet ’QuantumScape’ går ’langt over industriens forventninger’ ved alene at tabe fem procent af sin kapacitet efter at have opladet og afladet et tusinde gange.

Det skriver branche-mediet Autonews.

Det svarer ifølge selskabet til en halv million kilometers brug, før kapaciteten er sænket med en håndfuld procent. Industri-standarden er ifølge selskabet på 20 procents kapacitetstab over 300.000 kilometer.

Quantumscape og arbejder nu på at få bragt batteriteknologien ’så hurtigt som muligt på markedet’ uden dog at sætte dato på en kommercialisering.

LastPass skærper sikkerheden: Kræver ekstra langt password

Den udbredte sikkerhedstjeneste LastPass kræver nu af sine brugere, at der skal huskes et ekstra langt password, når det gælder sikkerheden af det ’master password’ som giver adgang til alle de online-tjenester og -konti, der sikres med LastPass.

Nu skal alle brugere benytte et løsen på mindst 12 tegn, hvor det hidtil har været en anbefaling, skriver selskabet på sin blog.

Nye brugere af tjenesten har dog siden 2018 været tvunget til at have et password på mindst 12 tegn, et krav som tidligere brugere har kunnet undgå indtil nu.

LastPass øger samtidig sikkerheden ved at sammenligne anvendte passwords med databaser over lækkede login-oplysninger fra det mørke internet (dark web), for at sikre at brugernes passwords ikke er kompromitterede.

LastPass skærper sikkerheden efter at tjenesten, som skulle sikre brugerne med komplekse, genererede passwords online, i 2022 oplevede to sikkerhedsbrister, skriver sikkerhedsmediet Bleeping Computer.