Den tidligere Microsoft-topchef Steve Ballmer kan grine hele vejen ned i banken.
Han får nemlig en milliard dollar fra Microsoft - og det helt uden at gøre noget.
Det sker grundet det udbytte, som Microsoft kommer til at udbetale til sine aktionærer i 2024, skriver CNN.
Ballmer, der er verdens sjetterigeste person, forventes at modtage de mange penge, fordi Microsoft har øget udbetalingen af sit kvartalsvise udbytte til 75 cent per aktie eller tre dollar årligt per aktie.
Det betyder, at Steve Ballmer, der ejer 333,2 millioner aktier i virksomheden, hvilket svarer til fire procent af alle aktierne i selskabet, modtager lige under en milliard dollar regnskabsåret for 2024.
Det forudsætter dog, at Microsofts bestyrelse ikke ændrer på den praksis, hvilket dog virker usandsynligt.
Selskabet har, siden det første gang begyndte at betale udbytte til aktionærerne i 2003, kun hævet udbetalingen af udbyttet.
Også den amerikanske stat kommer til at lukrere ganske fint på Ballmers udbytte.
Han vil sandsynligvis være underlagt en skat på 20 procent på udbytte for enkeltpersoner, der har en skattepligtig indkomst på 500.000 dollar eller mere.
Det betyder, at Ballmer skal lægge 200 millioner dollar i skat af det udbytte, han modtager fra sine Microsoft-aktier.