Lige siden Netflix udgav de første episoder af “The Night Agent” i marts sidste år, er seriens følgerskare vokset nærmest eksponentielt.
I Netflix’ nyligt udgivne rapport ”What We Watched” indtager serien med sine 812,1 millioner sete timer i første halvår af 2023 endda på overbevisende førstepladsen som mest sete titel på streamingtjenesten; du kan læse mere om rapporten her.
The Night Agent handler om den unge, regelrette FBI-agent Peter Sutherland, som efter – meget ufrivilligt – at have været involveret i et terrorangreb, nu er på midlertidig aftægt i en bunkerlignende kælder i Det Hvide Hus som del af et kontraspionageprogram.
Her består hans opgave i at lave gammeldags skrivebordsarbejde, mens han holder øje med en alarmtelefon, der praktisk taget aldrig giver lyd fra sig.
Det er omtrent lige så spændende som at se græsset gro, men en aften ringer datasikkerhedseksperten Rose Larkin, da hendes onkel og tante angribes af mystiske gerningsmænd.
De to finder hurtigt ud af, at der nogen fra Det Hvide Hus ikke har rent mel i posen. Derfor må de arbejde tæt sammen for at finde muldvarpen og forhindre en storstilet konspiration mod USA.
Det er dog ikke helt nemt, når fjenden altid lurer lige rundt om hjørnet og to syrede lejesoldater vil gøre alt for at lukke munden på dem.
Serien er instrueret af Shawn Ryan og udspringer af romanen “The Night Agent” af Matthew Quirk. Den indeholder i alt 10 episoder, hvor blandt andet Gabriel Basso, Luciane Buchanan, Hong Chau og D.B. Woodside er med på rollelisten.
Serien er velproduceret og med masser af action og spænding, ligesom de to hovedpersoner gør det fint.
Men skal man være helt ærlig – og det skal man jo! – så har serien også samme svagheder som mange andre actionserier: Nemlig at særligt skurkene forekomme lige så troværdige som politiske løfter afgivet to dage før et valg.
Samt at heltene altid skal løse samtlige opgaver på egen hånd, mens resten af de hundredtusindvis af ansatte i USA’s myriade af sikkerhedstjenester tilsyneladende er gået til frokost.
Kan man leve med det, vil man til gengæld være godt underholdt. Og grundet det tårnhøje seertal gav Netflix også allerede en uge efter premieren af sæson 1 grønt lys til produktionen af sæson 2.