Siden Darth Vader første gang slog med kappen i 1977, er Star Wars blevet én af de største og mest værdifulde franchises i verden.
Lige siden Disney købte rettighederne til Lucasfilm Ltd i 2012, har de været i fuld sving med produktion af stof til Star Wars-hungrende fans.
Det har mundet ud i en del tvivlsomme film og serier, men har heldigvis også kastet fremragende film som Rogue One af sig.
Dertil kommer virkeligt gode serier som f.eks. The Mandalorian og Andor, der begge har høstet anerkendelse fra millioner af fans og flotte vurderinger på IMDb.
Nu er der endnu en serie på vej. Den hedder “The Acolyte” og er sat til at premiere i 2024, dog uden nogen nærmere bestemt dato.
Den vil fortælle om en lidt mere ukendt del af Star Wars-tidslinjen, nemlig High Republic-æraen, og den ventes at udspille sig omkring 100 år før den kronologisk første film The Phantom Menace.
Lidt utraditionelt vil The Acolyte fortælle historien gennem skurkenes øjne i en tid, hvor fred og fordragelighed ellers præger republikken.
Vi kommer blandt andet til at møde jedierne Vernestra Rwoh og Kelnacca. Hvem der skal gøre dem følgeskab er fortsat usikkert, selvom det dog er bekræftet at Lee Jung-jae, hovedrolleindehaveren i den populære Netflix-serie Squid Game, skal spille jedi-mester.
Lee skal blandt andre spille sammen med Hunger Games-skuespilleren Amandla Stenberg, der muligvis er lidt for begejstret for den mørke side af The Force.
Seriens omdrejningspunkt er udforskningen af en række mord, der viser sig at være en del mere ildevarslende end først antaget.
Serien vil indeholde i alt otte afsnit og udkommer på Disney+.