Det skulle være så godt, men blev faktisk lidt halvskidt. Er man pessimistisk anlagt, kunne det være den nedslående opsummering af Kara Swishers ”Burn Book”.
I sin bog beskriver den prisvindende journalist en branche, hvor praktisering af move fast and break things ofte har væltet mere omkuld, end godt er.
Fra 1990’erne har Swisher patruljeret langs branchens frontlinjer i Silicon Valley.
Tidligere vicedirektør i Meta (Facebook) Sheryl Sandberg har udtalt, at ”det er en stående vittighed i The Valley, at folk, når de skriver interne memoer, siger: ”Jeg håber aldrig Kara ser det her.”
Swishers karriererampe tog afsæt fra The Washington Post, senere skiftede hun til The Wall Street Journal.
Hun var blandt de første, som så det fulde potentiale i internettet og forudsagde, at ”alt, som kan digitaliseres, vil blive det”.
Swishers klagesang har også opløftende toner. Burn Book fortæller om branchens største profiler og deres part i det, som er blevet verdens største boom i skabelse af værdier, indflydelse og udvikling.
Samlet leverer Swisher et miks af brancheanalyse, amerikansk industrihistorie og erindringer.
Listen over interview-personer i ”den varme stol” hos Swisher omfatter Steve Jobs, Jeff Bezos, Elon Musk, Bill Gates, Larry Page, Sergey Brin, Peter Thiel og Mark Zuckerberg. Blot for at nævne the usual suspects.
Burn Book er en kærlighedshistorie, for Swisher praktiserer det gamle mundheld om, at den man elsker, tugter man.
Hun har ikke mistet troen på, at tech løser problemer. Kunstig intelligens er blot den seneste mulighed for at gøre noget godt for menneskeheden og for planeten.
Spørgsmålet er så, om det denne gang bliver en velovervejet udvikling eller et amok-løb, hvor flere ting skal smadres på vejen.
Titel: Burn Book: A Tech Love Story
Forfatter: Kara Swisher
(Udkommer 27.februar 2024)