I sidste uge vendte digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) tilbage efter et lidt tumutarisk forløb. Sådan er livet, sådan er politik - og på Computerworld hilser vi som udgangspunkt altid politisk styring og indsigt i det digitale velkommen.
Men vi ved også, at en minister gør det ikke alene. For de ambitioner som digitaliseringsstratien indeholder kræver en mindre hær af gode folk - og især måske nogle nye erfarne folk fra både erhvervsliv og politik.
Derfor satte jeg med et glimt i øjet ministerens nye C-level dreamteam forleden.
Måske ligger Andrés og Helles CV allerede til gennemsyn på ministerens bord. Man kan jo håbe. Jeg har i hvert fald ikke hørt fra dem.
Til gengæld har Ken skrevet til mig. Og det var en mail med dårlige nyheder. For Marie Bjerre må desværre undvære Ken Bonefeld Nielsen som CISO - men til gengæld er der mulighed for en studietur:
Kære Marie Bjerre,
Jeg er meget beæret over at chefredaktør Lars Jacobsen fra Computerworld sidste fredag anbefalede mig som medlem af din kommende direktion i egenskab af CISO og ‘sikkerhedsdiktator’.
Du behøver dog ikke tilbyde mig stillingen, da jeg allerede har et godt job i Norlys, men jeg tager da meget gerne en positiv og konstruktiv snak med dig om hvilke udfordringer jeg ser på cybersikkerhedsområdet og Danmarks resiliens over for cyberangreb.
Herunder:
- Vi er generelt for sårbare og mentalt uforberedte på det der med stor sandsynlighed før eller senere rammer os i Danmark
- Samarbejdet mellem private og offentlige aktører bør styrkes uden at det kommer til at koste en formue
- Ideer til hvordan dit ministerium kan få endnu bedre vejgreb inden for resiliens, cyber-uddannelser og beskyttelse af kritisk infrastruktur
- Manglen på unge kvinder der har lyst til at blive cyber krigere – det kræver jo kun et godt hoved og motivation
Alternativt vil jeg da meget gerne inviterer dig på sønderjysk kaffe/kagebord i det jyske, hvor du skal være mere end velkommen til at se at vi faktisk allerede har investeret store summer i bl.a. at digitalisere det jyske tele og el-net og faktisk også allerede anvender AI og andre nymodens teknikker fra Silicon Valley.
Vi har også et Norlys Cyber Security Academy, hvor vi investerer i at uddanne medarbejderne, hvilket vist nok er lige i din ånd.
Sjovt nok, har vi faktisk allerede i år haft besøg af Helle Thorning og Andre Rogaczewski i det jyske og endda også haft besøg af SF-forsvarsordfører Anne Valentine Berthelsen, der var meget interesseret i at høre om hvordan vores Cyber Command Center er klar til at deltage i den evige kamp mod cyber-piraterne, der konstant angriber et af verdens bedste og mest digitaliserede lande, men hvor sårbarheden nok også bør adresseres på minister-niveau, så vi undgår at strømmen ryger til taburetten.
Hvis du kommer forbi tager vi dig meget gerne med ud og ser en moderne transformatorstation, der er forbundet til en af Danmarks største solcelleparker og hvor vi så kan lade din ministerbil op med grøn strøm, medens du ser hvordan vi har gennemdigitaliseret elnettet på en forhåbentlig sikker måde, så det kun er os selv der kan slukke og tænde for strømmen.
Digitaliseringen går jo desværre nok lidt i stå, hvis lyset begynder at blinke og vi ikke yderligere udbygger samarbejdet mellem politikerne, myndighederne og private aktører…
Håber vi ses i det nye år.
De bedste hilsner
Ken Bonefeld Nielsen
Vice President og CISO
Norlys