Har du Disney+ i porteføljen af streaming-abonnementer, hører du til den udvalgte skare med adgang til tv-serien om Dr. Who.
I år er der ekstra godter i den digitale julestrømpe i form af en såkaldt special i tre akter. Anledningen er doktorens 60-års jubilæum.
”Doctor Who 60th Anniversary Specials” bliver løbende frigivet på Disney+. Den første special, med titlen “The Star Beast”, udkom 25. november. “Wild Blue Yonder” udkom 2. december, og den sidste, “The Giggle”, lanceres 9. december.
Siden debuten i sort-hvid på britiske BBC har millioner fulgt doktorens rejser i tid og rum ombord på det magiske rumskib, The Tardis.
Det er næppe en spoiler at afsløre, at Doctor Who trods sit humane udseende i virkeligheden er en inter-galaktisk tidsrejsende, kaldet en timelord.
Kendere vil vide, at vi er nået til den fjortende doktor i rækken. Rollen i de tre specials indtages af David Tennant.
Blandt opgaverne for den gode doktor bliver håndtering af superskurken kaldet The Toymaker. Denne rolle udfyldes af Neil Patrick Harris.
David Tennant bliver dog ikke gammel i førersædet som Doctor Who. Disney+ har nemlig allerede annonceret en ny seriesæson med start i 2024.
Sæsonen får en ny doktor. Den 15. af slagsen bliver spillet af Ncuti Gatwa med rødder i Skotland og Rwanda.
Vil du titte nærmere på traileren for Doctor Who 60th Anniversary Specials, kan du gøre det her.
Titel: Doctor Who 60th Anniversary Specials / Kan ses nu på Disney+