For nylig opkøbte Boradcom selskabet VMware i en handel på 69 milliarder dollar – svarende til 473 milliarder kroner. Allerede inden opkøbet var endeligt, var der forlydender om fyringer hos VMware, og da opkøbet blev afsluttet, begyndte fyringerne for alvor.
Det var dog svært at sætte tal på, hvor mange, der blev fyret, men nu er tallene begyndt at komme frem.
Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg vil 1.267 stillinger på VMWares kontor i Palo Alto, Californien, forsvinde. Det siger Broadcom i et indlæg til myndighederne i staten.
San Francisco Chronicle rapporterer, at yderligere 600 job vil gå tabt i Washington, Colorado og Georgia, og at flere nedskæringer forventes flere steder.
Tidligere rapporterede nyhedssiden Insider, at Broadcom udforsker "strategiske muligheder" for to forretningsenheder inden for VMWare, hvilket normalt betyder, at de bliver solgt.
Ifølge Bloombergs beregninger har VMWare 38.300 ansatte.
Personerne, der er ramt af fyringer, skulle ifølge Business Insider have modtaget følgende mail:
"Broadcom afsluttede for nylig sit opkøb af VMware. Som en del af integrationsplanlægningen og efter en organisatorisk behovsvurdering identificerede vi fremadrettede roller, der vil blive påkrævet i det sammenlagte selskab. Vi beklager at meddele dig, at din stilling er ved at blive fjernet, og dit ansættelsesforhold vil blive opsagt."
"Vi vil gerne takke dig for din dedikation og service. Vi ønsker at gøre denne overgang så gnidningsløs som muligt, herunder at tilbyde dig en generøs fratrædelsespakke og give dig en ikke-arbejdende betalt opsigelsesperiode."