EU’s konkurrencemyndigheder fortsætter med at grave i Microsoft teams, efter techgiganten har forsøgt at afbøde dommen med egne tiltag.
Tilbage i august måned meddelte Microsoft, at techgiganten ville begynde at sælge video-appen teams separat fra resten af Office-pakken.
Det skete efter en sag i EU, hvor det Salesforce-ejede Slack havde klaget til konkurrencemyndighederne over, at Microsoft havde konkurrencefordele på markedet for video-kommunikation, fordi Teams var i samme pakke som resten af Office-produkterne.
Ændringerne påvirker Microsoft 365- og Office 365-pakker til erhvervskunder i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og Schweiz.
Ændringen trådte i kraft 1. oktober.
”Først fra den 1. oktober 2023 vil vi adskille teams fra vores Microsoft 365- og Office 365-pakker i EØS og Schweiz,” meddelte Nanna-Louise Linde VP for European Government Affairs hos Microsoft tilbage i august.
Det blev også meldt ud, at prisen ville falde på Office-pakkerne uden Teams.
På trods af dette tiltag fortsætter EU dog med at undersøge sagen. EU’s konkurrencemyndigheder vil nu undersøge, om selskaber, der konkurrerer med Teams, er tilfredse med Microsofts tiltag om opsplitning, og om dette er nok til at skabe fair konkurrence.
Det skriver Reuters.
Mediet erfarer samtidig, at spørgeskemaet, der er sendt til Teams-konkurrenterne, tyder på, at myndighederne pønser på en klagepunktsmeddelelse til Microsoft, som kunne komme næste år.
En klagepunktmeddelelse er et dokument fra EU-Kommissionen, som sendes i forbindelse med konkurrencerelaterede sager, hvor kommissionen redegør for mulige overtrædelser af reglerne.
Efter sådan en meddelelse er landet i postkassen hos et selskab, vil virksomheden have nogle måneder til at svare og ændre det, der anses som regelbrud.
Med andre ord tyder det, ifølge Reuters, på, at opsplitningen af teams og Office ikke har været nok for EU.
EU har bedt Microsoft-konkurrenterne om at levere feedback fra kunder om, hvordan kunderne oplever, at andre videotjenester end Teams fungerer sammen med Microsofts portefølje. Der er også fokus på Microsofts nye prissætning af Office med og uden Teams samt en række andre kriterier.