Hvis detailhandlens amokløb mod stadig mere massive mængder pynt, gran, lys og gavekataloger ikke allerede havde fået – nåja – en bjælde til at ringe, så er Bill Gates’ årlige tips til jule- og vinterlæsning i hvert fald et sikkert tegn.
Forleden sendte han årets bud på banen i sin blog.
Men selv om vægten som altid er på de bedste bøger, Gates har konsumeret det seneste år, så anbefaler han også den Netflix-serie, der på dansk har titlen ”Alt det lys vi ikke ser” baseret på den rørende bog af samme navn. Du kan se en trailer til serien her.
Første bog på Gates’ liste er "The Song of the Cell" af onkolog og Pulitzer-prisvinder Siddhartha Mukherjee.
Bogen dykker ned i cellernes verden, giver et rids af livets udvikling fra de første, encellede organismer og forklarer, hvordan ethvert menneskeligt sygdomsforløb eller aldringskonsekvens kan spores tilbage til fejl i kroppens celler.
Den anden bog, "Not the End of the World" af Hannah Ritchie, udfordrer gængse forestillinger om klimaændringer og miljøkriser.
Ritchie er forsker hos Our World in Data og bruger netop data til at fortælle en historie, der modsiger dommedagsscenarioer om klima og andre miljøemner – dog uden at ignorere de enorme udfordringer, vi faktisk står overfor.
På listen finder man også "Invention and Innovation" af Vaclav Smil, som Gates tidligere har anbefalet flere bøger af.
I bogen argumenterer forfatteren for, at vi i – fremstormende AI og andre teknologiske landvindinger til trods –langtfra lever i den mest innovative æra i menneskets historie.
Tværtimod er teknisk stagnation og stadig langsommere fremskridt faktisk mere kendetegnende for nutiden.
Dertil kommer anbefaling af et onlinekursus i økonomi samt musik, som Microsoft-stifteren holder af at lytte til i julen.
Og nej: Man slipper ikke for Wham! og deres Last Christmas. Men Bing Crosbys og David Bowies enestående udgave af The Little Drummer Boy er også med, og så går det jo nok endda.