Gartner forudser, at it-udgifterne i Europa vil stige med 9,3 procent i 2024.
Det vil betyde, at de totale udgifter kommer op på 1.100 milliarder dollar, hvilket svarer til 7.700 milliarder kroner.
"På trods af en forvirret økonomisk situation fortsætter it-udgifterne i Europa med at være recessionssikre," udtaler John-David Lovelock, VP Analyst hos Gartner i en meddelelse fra analysehuset, og han forsætter:
"CIO'er i Europa, som fulgte "vækst for enhver pris"-strategien i over et årti, flytter nu vægten af igangværende it-projekter mod omkostningskontrol, effektivitet og automatisering, mens de begrænser it-initiativer med længere ROI'er."
Selvom AI er et område, mange CIO’er kigger ind i, er det ikke kunstig intelligens, der udgør stigningen, da det endnu ikke er en budgetteret prioritering mange steder, lyder det fra Gartner.
Det er punkter som indtægtsoptimering og it-sikkerhed, der kommer til at fylde.
"At opretholde en sund fortjenstmargen er blevet afgørende for europæiske virksomheder, og dette har indvarslet en ny bølge af pragmatisme," udtaler Lovelock.
Flere penge forventes også at blive allokeret til cloud-løsninger.
Faktisk forventes forbruget af IaaS-løsninger at stige med 27 procent i Europa i 2024.
"AI har også tilføjet et nyt niveau af bekymring omkring sikkerhed, der sikrer, at deres systemer er pakket ind, før hackere kommer i nærheden af deres følsomme data," udtaler Lovelock.
Gartner forudser, at udgifterne til sikkerhed og risikostyring i Europa vil nå op på 391 milliarder kroner i 2024 – en stigning på 16 procent fra 2023.
(Artiklen fortsætter under tabellen.)
Mangel på arbejdskraft
Stigningen i it-services skyldes mangel på arbejdskraft i it-afdelingerne. Folk er flyttet fra virksomhedernes it-afdelinger over til service-udbydere. Derfor må CIO’er i stigende grad hente services fra disse.
"Der er en migrering af it-færdigheder væk fra virksomhedens it-afdeling til teknologi- og serviceudbydere (TSP'er)," lyder det fra John-David Lovelock, som fortsætter:
"CIO'er har ikke medarbejderne eller talenterne til at udføre alt det nødvendige arbejde og henvender sig til it-servicefirmaer for at udfylde hullerne."
Forbrug til området ”enheder” – altså fysisk hardware – forventes dog at falde med 14,3 procent.
Tre lande
Det er særligt tre lande i Europa, der bærer forbruget opad.
Storbritannien, Tyskland og Frankrigs it-forbrug forventes at udgøre 588 milliarder dollar (4.100 milliarder kroner) i 2024, en stigning på 9,8 procent fra 2023.
Altså udgør de tre lande over halvdelen af Europas it-udgifter.
Til gengæld ligger lande som Ungarn og Polen i bunden.
Området, der udgør den største forskel er investeringer i cloud.
"Manglen på cloud-specifikke færdigheder til rådighed til at implementere, vedligeholde og køre cloud er en væsentlig barriere i udviklingslande. Modne lande er store nok til at tiltrække cloud-udbydere og it-talenter," udtaler Lovelock.
Læs om Gartners analyse af de globale it-udgifter her: