Ægteparret Amanda (Julia Roberts) og Clay (Ethan Hawke) booker et smækkert hus nær stranden i håb om at trække stikket og hvile ørerne.
Planen får en større kæp i hjulet, da et andet par dukker op og påstår, at huset er deres. Desuden kan det nye par, spillet af Mahershala Ali og Myha'la Herrold, for øvrigt oplyse, at verden er på vej ned ad slisken.
Det globale civilisatoriske kollaps er præmissen for Netflix’ nye katastrofefilm ”Leave The World Behind”. Da zombier og aliens synes at være røget ned ad hitlisten over populære trusler på film, handler det denne gang om cyberangreb.
Parret, der bryder sommerhusidyllen, kommer fra storbyen, hvor strømmen er gået. Vi taler ikke om en printer, der ikke vil printe (selvfølgelig også irriterende), eller en router, som ikke vil forbinde (endnu mere irriterende). Vi taler om en verden, som går totalt i sort.
Internet, tv-signaler, radio og selv den trofaste, gamle fastnet-telefon går død. Samtidig rystes luften af brag, som får glas til at splintres, mens dyr på masseflugt opfører sig mildest talt bizart.
Filmen er fra den klassisk ”cabin fever”-genre og handler om, hvordan man overlever på et isoleret sted uden at få hujende fis i kasketten.
Desuden optræder Kevin Bacon på rollelisten, mens instruktionen ligger i hænderne på Sam Esmail, kendt fra tv-serien ”Mr. Robot”.
Filmen er baseret på Rumaan Alams roman af samme navn fra 2020. Se traileren her.
Titel: ”Leave The World Behind” / Premiere: 8. december 2023