Det kan tage flere måneder at få besat ledige it-stillinger i den finansielle sektor herhjemme.
Ifølge en rundspørge, som Finansforbundet har foretaget, kan det tage op til tre måneder at få ansat it-specialister i eksempelvis Danske Bank og de tre store bankcentraler, Bankdata, BEC og SDC.
Danske Bank har for tiden 64 ledige it-stillinger, mens Bankdata regner med at skulle ansætte op til 50 nye medarbejdere inden nytår.
SDC - der leverer it til de danske sparekasser - meddeler til fagforbundet, at det ikke er unormalt, at bruge op til fire måneder på at få besat de tungeste specialiststillinger - som udgør omkring en fjerdedel af alle stillinger i bankcentralen.
De tæller blandt andet it-projektledere og det, som SDC kalder for “ profiler med en solid faglig forståelse for it-systemer og kompleksiteten i it-systemer, men som også kan begå sig forretningsmæssigt og kan arbejde meget analytisk.”
SDC peger på, at alle stillinger fortsat bliver besat, men at det ofte kræver, at stillingsbetegnelserne ændres.
Bankdata og BEC oplyser til Finansforbundet, at det i gennemsnit tager et par måneder at få besat it-stillingerne, mens Danske Bank tager op til 100 dage om at få besat de ledige it-stillinger.