En af de helt klassiske mestre ud i gys og gru er den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe, der i dén grad formåede at kaste et litterært lys på den skyggefulde side af den menneskelige psyke.
Han blev født ind i en familie af omrejsende skuespillere og fandt hurtigt ud af, at livet ikke altid er helt nemt. Hans forældre døde nemlig begge, da han kun var ganske få år gammel.
Måske var netop denne uretfærdige start på livet årsagen til, at han fik skabt de værker der senere skulle definere hans eftermæle.
Nogle af hans kendte værker tæller ”The Raven”, ”The Black Cat” og ”The Fall of the House of Usher.” Sidstnævnte er nu blevet omdrejningspunktet for en ny Netflix-miniserie af samme navn.
Mike Flanagan står for instruktionen. Han har før filmatiseret ”Doctor Sleep” samt stået bag serien ”The Haunting of Hill House,” så man må formode at han ved, hvad han har mellem hænderne.
Serien ”The Fall of the House of Usher” handler om de skruppelløse søskende Roderick Usher (Bruce Greenwood) og Madeline Usher (Mary McDonnell), der har skabt medicinalfirmaet Fortunato Pharmaceuticals.
De tvinges til at se deres ugerninger i øjnene, da en advokat beslutter sig for at afsløre korruptionen, der gennemsyrer virksomheden.
Desuden er en formskiftende dæmon godt i gang med at tage livet af familiens medlemmer, hvilket heller ikke gør det hele nemmere.
Hele seriens otte episoder kan streames på Netflix fra 12. oktober.
Du kan se traileren til serien her.