Elon Musks køb af Twitter – det, der i dag er X - har givet ham to store juridiske problemer at kæmpe med denne uge.
Først på ugen blev Musk sagsøgt af reklamebureauet X Social Media, fordi han i juli måned ændrede Twitters navn til X, hvilket reklamebureauet mener, vil skabe forvirring hos forbrugerne.
Og nu er Elon Musk under efterforskning af det amerikanske finanstilsyn (SEC) på grund af sit køb af Twitter i 2022.
SEC vil have Musk til at afgive vidneforklaring, men han nægter at møde op. Det skriver Reuters.
Efterforskningen drejer sig om, hvorvidt Musk overtrådte den føderale lovgivning om værdipapirer i forbindelse med sit køb af aktier i Twitter i 2022.
SEC mener ikke, at Musk offentliggjorde rettidigt, at han i forvejen havde opbygget en minoritetsandel i Twitter på det tidspunkt, han valgte at byde på den sociale medieplatform.
Finanstilsyn stævnede Musk i maj 2023 for at få ham til at afgive vidneudsagn på SEC's kontor i San Francisco, hvilket Musk indvilligede i at gøre sidste måned, men to dage før ombestemte Musk sig og fortalte SEC, at han alligevel ikke ville møde op.
Musk afviste også SEC's forslag om at gennemføre afhøringen i oktober eller november.
”SEC har allerede taget hr. Musks vidneudsagn flere gange i denne misforståede undersøgelse - nok er nok," står der i en erklæring fra en advokat for Musk.
Elon Musk har gentagne gange kritiseret SEC, som har indledt flere undersøgelser af Musk i årenes løb. Han skriver i et nyt indlæg på sit eget medie, X:
"Der er hårdt brug for en omfattende revision af disse agenturer sammen med en kommission, der kan straffe de personer, der har misbrugt deres regulerende magt til personlig og politisk vinding."
En handel fyldt med problemer
Elon Musks køb af Twitter bliver tilsyneladende ved med at kaste nye historier – og problemer - af sig.
Det startede allerede tilbage i april, da Musk for første gang afgav et bud på Twitter.
Siden bølgede handlen frem og tilbage. Elon Musk fortrød sit bud, da han mente, at Twitter havde vildledt ham om antallet af falske profiler på Twitter.
Så sagsøgte Twitter Elon Musk, fordi de mente, at Musk havde forpligtet sig til handlen, og efter flere måneders uvished blev handlen endelig lukket fredag den 28. oktober 2022. Prisen for Twitter var 44 milliarder dollar.
Som administrerende direktør for Twitter har Elon Musk foretaget flere store og hurtige ændringer i virksomheden.
Blandt andet fyrede han 50 procent af alle medarbejdere, da han overtog virksomheden og satte sig i direktørstolen.
Og så fjernede han blokeringen fra en lang række debattører, politikere og mediefolk, heriblandt Jordan Peterson, Kathy Griffin og Donald Trump, som Twitter tidligere havde udelukket, fordi de skrev falske påstande på mediet.
I maj måned meddelte Musk, at han træder tilbage som CEO for Twitter og overlader direktørstolen til Linda Yaccarino, der i de seneste 12 år har fungeret som reklamechef for tv- og filmgiganten NBC Universal.
X har længe kæmpet med en skantende økonomi, men i sidste uge sagde Linda Yaccarino, at det sociale medie sandsynligvis kan gå i plus i 2024.