Året 2023 har ikke været det helt store filmiske festfyrværkeri på science fiction-fronten. Naturligvis er der Dune 2 at se frem til, men strejken i Hollywood har udskudt den danske premiere til 2024.
Indtil da kan vi fornøje os med ”The Creator” – undergangs-science-fiction af klassisk skuffe.
I fremtiden bekriger mennesket hære af kunstige intelligenser. Som om det ikke var slemt nok, er menneskehedens fremtid på spil.
Den ukendte The Creator er nemlig i gang med at designe det ultimative våben, som skal vinde krigen for AI’erne én gang for alle.
Hvem denne skaber er, og hvordan vedkommende kan få et tiltrængt endeligt, overlades til den tidligere elitesoldat Joshua.
Efter sin hustrus forsvinden har Joshua ikke så meget andet at leve for og påtager sig dødsmissionen med at opspore skaber-arkitekten.
Med et hold af topudstyrede læderhalse drager Joshua mod fjendes linjer i jagten på det ukendte våben, kun for at opdage at det udspekulerede våben er designet som en AI i et barns krop.
Instruktør og medforfatter Gareth Edwards har før dyppet tæerne i science fiction med ”Rogue One” fra Star Wars-universet.
Denne gang har Edwards, ifølge ham selv, trukket på inspirationskilder som ”Dommedag Nu”, ”Blade Runner” og ”Akira”.
Hvis nogen skulle være i tvivl, spiller de tre nævnte værker på særdeles dystre strenge om katastrofer og undergang. På positivlisten hos Edwards finder vi dog film som ”E.T.” Så måske er der lidt håb alligevel.
Titel: The Creator
Premiere: 28. September