Morten Brøgger glæder sig til at prøve noget helt uvant. Den 36-årige tidligere vicedirektør for TDC Erhverv er nu chef for et firma, der ikke er den absolutte markedsleder.
- Jeg vil nyde at være udfordreren, der går efter den største på markedet. Det er nyt for mig. Mit primære ansvar bliver at få integreret forretningen og med købet af Ascom føler jeg mig på hjemmebane, siger Morten Brøgger.
TDC har netop købt konkurrenten Ascoms schweiziske erhvervsdivision for 161 millioner kroner. Det har gjort Morten Brøgger til en oplagt mand på posten, hvis man spørger ham.
- Det har været hårdt arbejde at få det her til at gå op, og det er en anden rolle for mig. Den største ændring bliver at få integreret medarbejderne fra Ascom. Men jeg er sikker på at det vil lykkes. Vi har en 100-dags plan for det, men det bliver nok med en sommerferie oveni, vurderer Morten Brøgger.
Han regner ikke med, at der kommer fyringsrunder efter købet, der afventer endelig godkendelse af konkurrencemyndighederne.
Mere end bjerge, kuk-ure og ost
Morten Brøgger ved godt, at der er mere end bjerge, der skiller Schweiz og Danmark. Der er ledelsesstil og sprogene til forskel.
- Min stil er at være tæt på forretningen og på kunderne, og det vil jeg ikke gå på kompromis med, siger Morten Brøgger, der har haft første arbejdsdag på den nye post.
- Min største aha-oplevelse i dag har været at finde ud af, hvor mange sprog, man bruger i Schweiz. Det tager de meget alvorligt. Det overraskede mig, fortæller han.
Morten Brøgger vil bruge den kommende tid på at sætte sig godt og grundigt ind i sit nye job, som han overtager fra schweizeren Frank Boller, der nåede at sidde to år på posten.
- Det er lige som et hvilket som helst job. Man skal sætte dig ned og lytte. Det er vigtigt at tage sig den tid, det tager for at forstå markedet og vilkårene, så man kan lægge planer og føre dem ud i livet. Man skal være tålmodig, forklarer Morten Brøgger.
Han understreger, at dét ikke kræver hele eller halve år.
Pendler til Schweiz
Det Brøggerske bagland flytter med til Schweiz senest når sommeren går på hæld. Indtil da pendler den nyslåede direktør fra Danmark.
- Vi skal lige have fundet et hus. Det lyder underligt at skulle pendle så langt, men det er jo det, jeg skal, konstaterer Morten Brøgger.
Udfordringer med integration, flytning og nye sprog flytter ikke hans fokus eller hans bevæggrund for at takke ja til Henning Dyremoses opfordring.
- Jeg vil skabe vækst i den her forretning. Markant vækst, siger Morten Brøgger.