Godmorgen og velkommen til torsdagens nyhedsoverblik fra Computerworld.
Det er er endnu engang Thomas Møgelbjerg, der har sammensat dagens nyheder til jer.
God læselyst og god dag.
Visma går ind på det islandske marked
Visma fuldender sin nordiske tilstedeværelse ved at opkøbe Payday, en af Islands hurtigst voksende udbydere af cloudbaseret forretningssoftware.
Payday blev stiftet i 2017 og leverer cloudbaserede regnskabs- og lønsystemer til små virksomheder i Island.
Med opkøbet vil Visma gøre Payday til den førende aktør på det islandske marked.
Opkøbet markerer også den sidste brik i det nordiske puslespil for Visma, der allerede har opbygget en førende position inden for ERP og forretningssoftware i andre lande i regionen.
Payday vil fortsat fungere som en selvstændig virksomhed under samme ledelse.
AI udnyttes til virtuelle kidnapninger
En ny rapport fra det japanske cybersikkerhedsfirma Trend Micro viser, at selskabet i første halvdel af 2023 registrerede og blokerede 85,6 milliarder cybertrusler på verdensplan.
Til sammenligning var tallet for første halvår af 2022 63 milliarder, hvilket svarer til en stigning på næsten 36 pct. på ét år.
Men den markante stigning i antallet af trusler er ikke det mest urovækkende i rapporten:
“Vi ser eksempler på, at hackerne kloner f.eks. en teenagers stemme med udgangspunkt i videoer fra TikTok. Herefter får forældrene et opkald fra hackerne, hvor de afspiller barnets stemme, så det lyder, som om de har kidnappet barnet, fordi barnet f.eks. råber om hjælp i baggrunden,” siger Trend Micros landechef i Danmark, Christian K. Beck, i en pressemeddelelse.
”Målet er at få udbetalt en løsesum i en stresset situation, før forældrene når at opdage, at barnet er i sikkerhed,” fortsætter han.
Raporten viser desuden, at hackerne især går efter at ramme finans-, it-, og sundhedssektoren.
Danmark er på femtepladsen i viden om cybersikkerhed
Og så til en lidt bedre nyhed indenfor samme tema. Danmark ligger nummer fem som det land i verden, der generelt er mest opmærksomme på cybersikkerhed.
Det viser en ny undersøgelse fra it-sikkerhedsfirmaet NordVPN, der har følgende fokuspunkter set med danske briller:
- De fleste danskere ved, hvordan man laver stærke kodeord.
- Undersøgelsen definerer 14 procent af den danske befolkning som deciderede cyberstjerner, der ved rigtig meget inden for feltet.
- Til gengæld ved danskerne ikke meget om onlineværktøjer, der beskytter digital sikkerhed.
Norlys og McDonald’s samarbejder om nyt lynladenet
Norlys og McDonald’s vil i løbet af 2024 skabe Danmarks største åbne lynladenet, der kan bruges af alle.
Ved mere end 75 McDonald’s restauranter rundt i landet vil energifirmaet og fastfoodkæden samarbejde om at opsætte minimum to 400 kW lynladere, som er blandt Danmarks hurtigste.
Der bliver dog med garanti stadig tid til at hente en burger, mens elbilen lader fuldt op.
Streamingtjenester overhaler tv-pakker i pris
Alting bliver dyrere disse dage, og efter stort set alle streamingtjenester det seneste år har sat prisen op for et abonnement med 25 procent, er det nu billigere for amerikanere at vælge en traditionel flow-tv-pakke, end det er at have seks streamingtjenester.
Ifølge Financial Times vil en pakke streamingtjenester indeholdende Netflix, HBO Max, Disney+, Paramount+, Peacock og Hulu (de tre sidstnævnte er ikke tilgængelige i Danmark som selvstændige tjenester) koste 87 dollar– cirka 600 kroner - om måneden.
Sidste år kostede det 73 dollar – 500 kroner – for nøjagtigt de samme tjenester. Dermed overstiger streamningpakkerne den gennemsnitlige pris på en kabelpakke i USA, som koster 83 dollar – 567 kroner – om måneden.
Selvom prisstigninger umiddelbart lyder små, har flere analytikere spået, at brugere vil opsige deres abonnementer, når alle andre udgifter som mælk, benzin og strøm også stiger.
Indtil videre ser forbrugerne dog ikke ud til at kunne undvære streamingtjenester. I marts måned absorberede 94 procent af alle amerikanske Disney+-abonnenter en stigning på tre dollar – 21 kroner – per måned.
Og Netflix’ seneste regnskab for andet kvartal 2023 vidste en vækst i brugere på otte procent. Det svarer til 5,9 millioner brugere flere brugere på verdensplan i løbet af et enkelt år.