Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Ungdomsprovo, journalist, forfatter og it-kritikeren Ole Grünbaum døde i forrige uge, 78 år gammel.
Han var søn af finansminister Henry Grünbaum og blev for alvor kendt, da han under ungdomsoprøret ved forskellige lejligheder optrådte uden bukser.
Han blev fascineret af computere, da de personlige computere kom frem og begyndte at skrive om dem, først som journalist på Jyllands-Posten og senere som en af de allerførste redaktører for Politiken Computer.
Vi havde en fælles interesse for skak, og det var den som bragte os sammen. Ole Grünbaums første erfaring med en computer var da en af hans venner viste ham et skakprogram, som jeg havde lavet.
Senere skrev han en artikel om en af mine skakcomputere, og vi havde en del med hinanden at gøre, da vi begge to i midten af 1990’erne boede i Californien, da internet-bølgen begyndte at tage form.
Under internetbølgen blev han dog kritisk overfor den store begejstring for ny teknologi og skrev to kritiske bøger ”Den digitale darwinisme” i 1999 og ”Tekno-fetichismen” i 2001, hvilket gjorde ham til en efterspurgt foredragsholder.
Mange af hans kommentarer fra den gang er stadig relevante, som det kan ses af dette her interview i Computerworld fra 2001, hvor han bebrejder it-branchen for at fokusere for meget på science fiction og snak og for lidt på realisme og handling.
I interviewet kan du også teste dig selv, for at se om du er det, som Ole Grünbaum , kaldte en tekno-fetichist.
Ole Grünbaum har skrevet adskillige bøger, men min egen favorit er hans underholdende og selvbiografiske ”Bar røv i 60'erne” med undertitlen: ”Dengang verden stod på skrå, eller osse var det bare mig, der var skæv."
Den fortæller historien om dengang, de unge forsøgte at lave grundlæggende om på samfundet, fortalt af en af dem, der var med i forreste række.