Den 27. juni 2022 blev det officielt, at aktiemajoriteten i NTI Group, der er en af Europas største leverandører inden for CAD, CAM og GIS-dokumenthåndtering, i fremtiden skulle tilhøre Danmarks største kapitalfond, Axcel.
Ingen af parterne ville dengang ud med, hvad Axcel betalte for NTI Group, som Jesper Kalko købte i 2004.
Men i regnskabet for Jesper Kalkos holdingselskab, Hilarius, fremgår det, at han havde finansielle indtægter for 1,53 milliarder kroner i 2022.
Egenkapitalen i Hilarius lyder nu på 1,9 milliarder kroner.
Forud for handlen i 2022 blev NTI Group værdiansat til cirka to milliarder kroner.
Gik af som direktør i juni
I juni måned stoppede Jesper Kalko som administrerende direktør for NTI efter 28 år på posten.
Jesper Kalko har været ansat i NTI siden 1990 og blev direktør i 1994, da han var blot 32 år.
Direktørsædet er i dag overtaget af 37-årige Johan Harrestrup, der har været ansat i NTI siden 2015.
NTI har hovedsæde i Værløse nord for København og blev etableret helt tilbage i 1945 - dengang som leverandør af tegnemaskiner. Selskabet har omkring 150 medarbejdere i Danmark.
På europæisk plan har moderkoncernen NTI Group over 500 ansatte på kontorerne i Danmark, Sverige, Norge, Island, Holland, Tyskland, Italien og Spanien.