Der er lidt for mange eksempler på ellers lovende sci-fi fortællinger, der får premiere på streaming blot for hurtigt at køre i grøften.
Enten fordi de er komplet uforståelige eller simpelthen bliver set af så begrænset et publikum, at producenten lynhurtigt trykker på cancel-knappen.
Den skæbne er heldigvis ikke overgået ”Silo.”
Tværtimod er serien hurtigt blevet noget af det mest sete indhold på Apple+, og de første otte af i alt 10 afsnit har alle høstet rigtig flotte anmeldelser, ligesom serien aktuelt scorer en vurdering på imponerende 87 procent på Rotten Tomatoes.
Så nu har Apple taget konsekvensen og bekræftet, at der kommer en sæson to.
Det er en glædelig nyhed for os, der følger de talrige og ofte overraskende handlingsskift.
Vi skrev senest om serien, da første trailer blev frigivet i marts, og den handler om tilværelsen for beboerne i en kilometerdyb underjordisk – ja – silo, som skærmer de 10.000 beboere mod en angiveligt livsfarlig og giftig verden udenfor.
Men ingen ved tilsyneladende helt, hvorfor siloen blev bygget eller hvorfor verden udenfor er så farlig.
En omfattende ”pagt” regulerer hverdagen i mindste detalje, og den værste forbrydelse er at ytre ønske om at komme ud under åben himmel.
For gør man det, får man faktisk lov at undslippe den klaustrofobiske hverdag, hvilket beklageligvis er en dødbringende oplevelse.
Serien starter hårdt ud med at aflive siloens sherif.
Men hurtigt gør talrige andre ham selskab på forskellig vis, ligesom det hurtigt står klart, at livet under jorden bygger på knaldhård, totalitær undertrykkelse.
Den i skrivende stund – der er trods alt to afsnit tilbage af første sæson – dominerende hovedrolle spilles af Rebecca Ferguson, kendt fra blandt andet Dune og flere Mission: Impossible-film.
Hun spiller mekanikeren Juliette, der begynder at grave i de mange hemmeligheder og i den forbindelse kommer på kant med sikkerhedschefen Robert Sims (spillet af rapper og skuespiller Common) samt med it-chefen Bernard (Tim Robbins).
Dertil kommer et fascinerende galleri af bipersoner, der som noget lidt usædvanligt er mangefacetteret og som man ikke altid helt ved, hvor man har.
Så har du Apple+, kan det stærkt anbefales at give serien en chance hen over sommeren.
Titel: Silo
Kan streames på Apple+