Alle ved, at man bliver verdensklasse på et vilkårligt felt ved at bruge 10.000 timer på det. Uanset om det så er at kode, køre BMX eller spille guitar.
Påstanden er imidlertid ikke bakket op af data eller videnskabeligt holdbare undersøgelser – selv om man jo altså givetvis bliver meget bedre end dem, der ikke øver 10.000 timer.
Men teorien har slået rod som et etableret faktum, og det skyldes i vidt omfang at den blev lanceret i den vildt succesfulde bog ”Outliers” af Malcolm Gladwell.
I podcasten ”If Books Could Kill” piller de to værter Michael Hobbes og Peter Shamshiri både Outliers og dens præmisser godt og grundigt fra hinanden.
Det samme gør de med en lang række andre bøger af samme støbning, der gennem årene har gået som varmt brød i lufthavnskiosker verden over.
Lige fra ”The World Is Flat”, ”Freakonomics” og ”Atomic Habits” til den særligt blandt yngre mænd enormt populære ”The Game,” der giver læseren en angiveligt skudsikker opskrift på at få smukke kvinder til at flokkes om ham som fluer om en syltetøjsmad.
Hobbes og Shamshiri giver dem alle og mange flere populære titler det glatte lag.
Det er et forfriskende korrektiv til en genre, hvor forfatterne slår sig op som intellektuelle orakler på at lancere en teori, der umiddelbart lyder besnærende, overbevisende og potentielt livsforandrende.
Men hvor bøgernes indhold ved nærmere granskning ofte viser sig at være blæst op med pseudovidenskab og varm luft.
Eller hvor den primære pointe er så banal, at det næsten er fjollet at bruge papir på den.
Samtidig er ”If Books Could Kill” ofte også ekstremt underholdende, og så må man leve med at værterne undertiden også selv kommer til at lyde en kende selvfede; man kan trods alt ikke få det hele på én gang.