Improsec-veteranen og CCO Claus Vesthammer siger farvel og tak til Improsec, som han forlader efter sommerferien.
Det sker tre år efter, at Improsec blev solgt til Itm8. Dengang fulge Claus Vesthammer med med en aftale om, at han skulle blive i selskabet frem til i hvert fald efteråret 2022.
Efter aftalens udløb er han blevet hængende. Indtil nu.
Claus Vesthammer meddeler, at tiden for ham er den rigtige. Blandt andet peger han på, at Improsec er det it-sikkerhedsselskab, der ligger i top på Computerworlds vækst-barometer.
“Vores primære opgave er nu at bygge videre på det solide fundament og geare vores forretning til næste niveau. Derfor synes jeg, det er er et godt tidspunkt for mig personligt - og for virksomheden - at komme videre;” siger han.
Claus Vesthammer kom med i Improsec i 2015 kort tid efter, at selskabet var blevet stiftet af Jakob Heidelberg.
Jakob Heidelberg lagde sin opsigelse på bordet i efteråret.
Claus Vesthammer ved endnu ikke, hvad han vil kaste sig over.
“Jeg skal lige fordøje, hvad det egentlig er, vi har lavet med Improsec, og hvordan jeg kan bruge det i andre sammenhænge. Derudover skal jeg opdrage familiens lille, ny hundehvalp, så jeg tror faktisk, jeg er fuldt beskæftiget, indtil det næste ’must do’-projekt dukker op,” lyder det fra ham.