Velkommen til Computerworlds morgen-briefing onsdag 14. juni 2023.
Med morgenens friske, første nyhedsoverblik er morgenbestyrer Niels de Boissezon.
Drone-messe kommer til Danmark i august
Hundredvis af drone-specialister vil have kurs mod Danmark i august, når drone-messen International Drone Show afholdes i Danmark.
Her vil danske og internationale profiler indenfor drone-industrien deltage i oplæg, paneldebatter og workshops om emner som forsvar, det nordiske luftrum, vertiports, digital lufttrafik og sikkerhed omkring kritisk infrastruktur.
”Droneindustrien er i rivende udvikling i takt med en stigende efterspørgsel - og International Drone Show er en gateway til at få ny viden om den seneste udvikling inden for droneområdet i Danmark og Nordeuropa. Det er også stedet, hvor dronevirksomheder kan mødes med potentielle partnere fra både de offentlige og private sektorer. Som noget nyt i år kan deltagere booke forretningsmøder på forhånd. Vi ser meget frem til at se dronevirksomheder og nøgleinteressenter fra branchen mødes til august i Odense," siger Lisa Rosenlyst Hansen fra robotvirksomheden Odense Robotics, som arrangerer messen.
International Drone Show åbner dørene 29 august 2023.
Apple Watch runder ny salgsrekord: Over 50 millioner
Klodens mest populære ur er gået hen og blevet et smartwatch med Apples æbleformede logo på.
Siden Apple Watch debuterede i 2015 er det årlige styksalg af Apples enhed for første gange steget over de 50 millioner enheder, med i alt 53,9 millioner nye Apple smart-ure i 2022.
Det fremgår af en ny oversigt fra netmediet Watchfaces.
I forhold til forrige år, svarer det ti len fremgang på 16,9 procent, mens det svarer til en mere end en seksdobling af, hvad Apple solgte af smart-ure i 2015.
Apple smartwatch salg estimeres til at udgøre en kæmpe forretning i sig selv, med en omsætning på mellem 14 og 18 milliarder dollar
Accenture pumper 21 milliarder kroner i AI-forretning
Konsulenthuset Accenture vil investere 21 milliarder kroner over de kommende tre år i sin ’Data og AI’ praksis.
Sigtet er at hjælpe kunder på tværs af brancher med at udnytte AI til sikre vækst, effektivitet og robusthed på en forsvarlig måde.
"Der er en hidtil uset interesse for alle områder af AI (Artificial Intelligence/kunstig intelligens), og den betydelige investering, vi foretager i vores Data & AI-praksis vil hjælpe vores kunder med at bevæge sig fra interesse til handling til værdi - og på en ansvarlig måde med klare forretningscases," siger Julie Sweet, formand og administrerende direktør, Accenture.
I investeringen ligger en fordobling af antallet af AI eksperter til 80.000 medarbejdere samt lanceringen af AI Navigator til Enterprise-platformen.
Gates-fonden og Novo Nordisk-fonden indleder CO2-proteinprojekt
De to tonangivende støttefonde Bill & Melinda Gates Foundation og Novo Nordisk Fonden går sammen om at støtte et nyt konsortium, der skal benytte drivhusgassen CO2 til at producere proteiner, der kan anvendes i fødevarer til mennesker.
Her vil konsortiet forene viden og ekspertise fra biotech og kemi-tech specialister fra henholdsvis Novozymes A/S og Topsoe A/S, med Washington University i St. Louis, USA samt Novo Nordisk fondens CO2 Research Center (CORC) ved Aarhus Universitet.
”Ved at udnytte CO2 til fødevareproduktion uden at anvende landbrugsjord til formålet imødegår dette ambitiøse konsortium to af vores største globale udfordringer: at levere næringsrige fødevarer til en voksende verdensbefolkning og samtidig afbøde klimaforandringerne. Initiativet har potentiale til at være det første skridt mod en ny bioøkonomi, der kan skabe en mere bæredygtig, sikker og stabil fødevareproduktion, som samtidig mindsker belastningen af naturens ressourcer,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden.
I alt udgør den samlede finansiering fra de to fonde op til 200 millioner kroner.