Meta - der står bag Facebook, Instagram og WhatsApp - fyrer en række medarbejdere på det danske kontor, hvor også landechef Pia Tandrup er blevet opsagt, skriver Markedsføring.
Meta nedlægger konkret hendes stilling som såkaldt country director på permanent basis, mens det danske kontor omlægges og restruktureres.
Pia Tandrup vil ikke fortælle, hvor mange medarbejdere på det danske kontor, der er blevet opsagt.
Facebooks danske selskab med kontor på Ny Carlsbergvej i København havde i marts 28 medarbejdere, fremgår det af det danske erhvervsregister
Det blev stiftet i slutningen af 2017 og ejes af Facebook Global Holdings II i Californien i USA.
Fyringsrunden finder sted som del i den store sparerunde, som Metas hovedkvarter i USA annoncerede i slutningen af 2022.
”Strategien kom i februar, så på den måde er det ikke en overraskelse. Men vi har ikke vidst, præcis hvordan det ville blive ført ud i livet. Og jeg er personligt rigtigt ked af det og ærgerlig over det. Jeg synes, vi har haft et helt fantastisk og dygtig team i Danmark, der har gjort sig gældende i hele regionen, hvilket jeg er utroligt stolt af,” siger Pia Tandrup til Markedsføring.
Hun har været ansat som dansk landechef siden efteråret 2019 og har tidligere været CEO i Ogilvy Danmark i en årrække.