Duer ikke, om igen. Sådan lyder grunden til, at Gentofte Kommune har valgt at slå bremserne i, og lade udbuddet på 12 nye it-systemer gå om.
Udbuddet lød oprindeligt på 14 systemer, men på kun to af dem, nemlig kommunens lønsystem og institutionsadministration, har Gentofte fået tilbud fra unavngivne leverandører, som Gentofte Kommune nu vurderer.
- Vi har ikke modtaget det, der hedder konditionsmæssige tilbud. De tilbud, vi har modtaget på 12 af de 14 systemer, opfylder ikke de betingelser, vi har sat for udbuddet, forklarer Henrik Pedersen, it-chef i Gentofte Kommune.
Lettere forsinkelse
- Det her begrænsede udbud kører vi videre med, og vi forventer at have afsluttet tilbudsvurderingen inden sommerferien. Annulleringen af de andre systemer kan giver en lille forsinkelse i forhold til den oprindelige tidsplan, men det er ikke det store, siger Henrik Pedersen.
Han vil ikke ud med, hvor meget kontrakterne er værd, eller hvor meget Gentofte regner med at spare på de nye løsninger.
- Nej, for dels er vi i en vurderingsfase, og dels handler det ikke kun om besparelser, men også om at få løftet opgaven bedst muligt, uddyber Henrik Pedersen.
KMD ikke en sikker vinder
De 14 systemer, der er tale om, ligger i dag alle hos KMD. Om de bliver ved med det, er ikke sikkert.
- Det vil vise sig, om vi skifter leverandør på et eller flere af systemområderne. Vi skal jo udbyde denne type opgaver, men det er klart, at vi bruger muligheden for at se, hvad markedet kan tilbyde, siger Henrik Pedersen.
Gentofte Kommune har givet mulighed for at byde på alle systemer, der tilsammen danner en stor del af den elektroniske rygrad i kommunen. Det er alt fra pension, underholdsbidrag, dagpenge, kontanthjælp til sagsinformation, der kan bydes på.
Men Henrik Pedersen er ikke bekymret for at ende med et it-kludetæppe af rang, hvis ikke alle 14 løsninger skulle ende med at ligge hos det samme firma.
- Vi har mange leverandører i dag, og mange forskellige løsninger. Udfordringen er at skabe integration, og det ville det være under alle omstændigheder. Der er jeg ikke mere bekymret end ellers. Men det er da en stor opgave, siger han.