Efter corona-årenes pres på forsyningskæder og halvlederproduktion, er markedet for chip-komponenter, de såkaldte NAND-chips, som findes i ram- og ssd-lager vendt på bøtten.
Ved udgangen af 2022 nåede chip-markedet for de to vigtige komponenter til pc’er, tablets og smartphones en ny bund, hvis lige ikke er set siden finanskrisen i 2008.
Det udløser prisfald, som begynder at true producenter på livet. Og prispresset vurderes til at tage yderlige til i de kommende måneder, viser en ny opgørelse fra analysehuset TrendForce.
Det skriver hardware-mediet Techspot.
Analysen viser, at afmatningen ser ud til at blive større end hidtil antaget i dette kvartal, hvor der i markedet nu forventes, at priserne vil falde med mellem otte og 20 procent.
Her blev der tidligere regnet med et dyk på mellem fem og 18 procent.
Stort udsalg på hukommelse
Der hvor prisreduktionen rammer hårdest, bliver særligt DDR4 hukommelse, hvor der regnes med prisfald på mellem 15 og 20 procent. De dyrere og nyere DDR5-komponenter står også overfor et fald på mellem 13 og 18 procent vurderes det.
Når det gælder ssd-lager, forventes det, at prisen i snit vil falde med mellem otte og 15 procent. Prisfaldene vil særligt ramme UFS-lager og enterprise-lager, hvor priserne vil falde med mellem 10 og 15 procent.
UFS-lager er den type, som i dag primært anvendes i mobiltelefoner, hukommelseskort og andet forbrugerelektronik.
Trængte producenter truet på livet
Udsigten til lavere priser på hukommelses- og lagerkomponenter får de toneangivende aktører på området som Samsung, SK Hynix, Micron, Phison og Nanya til at fremskynde fyringsplaner og til at trimme omkostningerne i produktionen.
Håbet er at trimme produktionen til at matche den vigende efterspørgsel og bremse faldet i komponentpriserne.
Samsung meldte i april, at hukommelsesproduktionen nu er reduceret med væsentligt til et ’ræsonnabelt niveau’ efter det i årets første kvartalsregnskab noterede et styrtdyk i overskuddet på hele 95 procent.
Lager-specialisten Phison meldte sidste uge, at situationen er så skæbnesvanger, at man forudser en bølge af konkurser iblandt NAND-industrien. Selskabet noterede selv et fald i omsætningen på 18 procent over det sidste år i sin seneste kvartalsopgørelse, skriver netmediet Toms Hardware.