Fejlen, som tirsdag førte til problemer for e-Boks, er nu helt fikset.
Det oplyser selskabets kommunikations og CSR-direktør, Susanne Søndahl Wolff, til Computerworld.
Tirsdag lød meldingen, at en fejl hos KMD førte til problemer for den digitale postkasse.
”Vores driftsleverandør KMD oplever i øjeblikket tekniske problemer, som kan medføre, at du ikke kan logge på. Du kan i mellemtiden få vist din post fra det offentlige på Borger.dk og Virk.dk. KMD arbejder på at få løst fejlen. Vi beklager ulejligheden,” fremgik det på e-Boks’ driftside.
E-Boks oplyste til Ekstrabladet, at servicen var oppe at køre igen tirsdag aften, men fejlmeddelelsen blev først endelig fjernet onsdag formiddag.
Meddelelsen var dog blevet ændret fra at nævne KMD til blot at lyde: ”Vi oplever i øjeblikket tekniske problemer, som kan give længere svartider, når du logger på eller vil se din post. Vi arbejder på en løsning og beklager ulejligehden.”
Denne er dog også fjernet nu, og systemerne kører igen.
Nu skulle fejlen være løst, og borgere kan igen se deres post på e-Boks.
Tilbage i marts måned skete der noget lignende, da et nedbrud hos KMD førte til et nedbrud hos e-Boks. Dengang var det hardwareproblemer.
Derudover havde KMD også problemer i midten af april, hvilket ramte en række kommunale it-systemer - heriblandt Jobnet, kommunernes praktik-system Vitas, Det Fælles Datagrundlag og Arbejdsmarkedsportalen.
Dette skyldtes en software-fejl, der udløste en hel kæde af reaktioner fra en række it-virksomheder.