Når sommerens sidste håndbajere skal drikkes, er IBM sandsynligvis valgt som garant for, at Carlsberg-bryggeriernes it kører fremover.
Bryggeri-kæmpen har indledt forhandlinger med IBM om at outsource godt 150 it-folk, der arbejder med Carlsbergs it.
- Udgangspunktet for kontraktforhandlingerne er, at de bliver overtaget af IBM på vilkår, der svarer til det, de har nu, fortæller Jens Peter Skaarup, international kommunikationschef hos Carlsberg.
Holder tæt
Han kan ikke sige ret meget om forhandlingerne, der først forventes afsluttet om et par måneder.
- Grunden til at vi alligevel har valgt at melde det her ud, er at vi netop i dag har fortalt det til medarbejderne, siger Jens Peter Skaarup til Computerworld Online.
Det er meningen, at aftalen med IBM skal omfatte langt de fleste at Carlsbergs datterselskaber i Europa, men ikke bryggerierne i Finland, Kroatien og Italien, da disse endnu ikke har fået implementeret SAP.
Planen er dog at få dem med senere. Dermed strækker kontrakten sig til indtil videre til Danmark, Bulgarien, Tyrkiet, Schweiz, Polen, Tyskland, Storbritannien, Norge og Sverige.
Det bliver IBM
Carlsberg har efter eget udsagn kigget sig godt for, før man valgte at gå i forhandlinger med IBM. Både interne og eksterne leverandører er blevet kigget efter i sømmene.
- Vi regner bestemt med at få nogle besparelser, men det er umuligt at sætte tal på. Vi er stadig på et meget indledende tidspunkt, forklarer Jens Peter Skaarup.
Han kan heller ikke sige noget om, hvor meget opgaven er værd. Men forhandlingerne er trods alt så meget i gang, at han godt kan sige, at det bliver IBM, der får opgaven.
- Vi taler godt med IBM, og det er IBM, vi satser på, siger Jens Peter Skaarup.