I de unge pioner-dage for smart-urene, tilbød start-up selskabet Pebble blandt det mest inspirerede bud på et stykke elektronik til håndleddet.
Pebble, som uret også hed, bød i 2013 på en særlig ’transflektiv’ skærm, med et minimalt strømforbrug og som nåede at opbygge et katalog af over 1000 applikationer inden Apples Watch overhovedet eksisterede.
Stifteren af selskabet, Eric Migicovsky, vil nu revolutionere et felt, som længe er blevet overset blandt mobilproducenter: Den lille og fikse smartphone.
Projekt ”Small Android Phone”
Tech-entreprenøren har samlet et hold af produktfolk, under navnet ’The Small Android Phone’ med den målsætning af kreere en smartphone med skærmstørrelse på under 6,1 tommer.
Mini-mobilen er stadigvæk i koncept-udviklingsfasen, hvor flere forskellige designs afprøves i forsøget på at skabe ’et visuelt unikt og hurtigt genkendeligt produkt’. Telefonen lever indtil videre under kodenavnet ’Marvin’.
Målsætningen er at skabe en telefon med et premium-udtryk både i look og i valg af materialer, mens produktionen vil foregå i samspil med etablerede mobilproducenter. Tidlige koncepter kom til at minde om af Apples iPhone mini, men er blevet fravalgt. ”Telefonen skal føles med ’Android-agtig’ fortæller selskabet til The Verge.
Telefonen primære salgsargument bliver en diminutiv størrelse, men der synes ikke at ville blive sparet på komponenterne, med en stærk Snapdragon 8 Plus Gen 1 processor eller en stærkere mid-range CPU til at drive mobilen frem.
Kameramæssigt regner man med at lande omkring et hovedmodul med 50 megapixels.
Et hul i markedet
At anskaffe sig en lille, men kompetent smartphone er blevet stadigt sværere, med et marked for både Android og iOS-baserede smartphones, som synes at foretrække skærms størrelser på mellem seks og syv tommer.
Seneste mini-mobil på markedet, stod Apple bag med sin mini-kollektion af iPhone 12 og iPhone 13, som bød på en fiks lille størrelse med en 5,4” stor skærm.
Med iPhone 14 generationen fra efteråret 2022 blev den lille mobil dog vraget af selskabet, som i stedet introducerede en ’Plus’ model med en stor 6,7” skærm.
Sidst Android-markedet kunne byde på en toptelefon i mini-format er tilbage i midten af 10’erne, hvor Sony bød en ’Compact’ serie af sine Z-toptelefoner og Samsung introducerede sin ’Alpha’ serie.
Den mindste aktuelle Android-smartphone er signeret af Asus: En Zenfone 9 med 5,9” skærm.
Usikker pris og tilgængelighed
Telefonen lever indtil videre kun på tegnebrættet, hvorfor der ikke deles nogen detaljer om pris og tilgængelighed endnu.
En slutpris på omkring 850 amerikanske dollar bliver dog nævnt overfor de omkring 38.000 brugere, som har tilkendegivet deres interesse i projektet.
Selskabet påpeger dog, at jo flere interesserede købere melder sig, jo lavere kan omkostningerne og dermed prisen holdes. Her sigtes der efter at finde mindst 50.000 Android-brugere, som vil købe telefonen, før produktionen vil kunne blive rentabel.
Er du interesseret, kan du skrive dig op her.