”It’s like The Force!”
Selvtilliden fejlede intet, da opfinderne af det, der siden skulle blive kendt som en BlackBerry, præsenterede deres nyskabelse for potentielle investorer omkring årtusindskiftet.
Det havde dog nok hjulpet salgspitchen lidt på vej, hvis personen i den anden ende havde haft et minimalt kendskab til Star Wars. Men efter en lidt haltende start gik det nu alligevel helt udmærket.
På få år havde samtlige klodens topchefer og dem, der gerne ville være det, verdens første virkeligt succesfulde smartphone i lommen. Selv præsident Obama var angiveligt mere end begejstret for sin ”CrackBerry.”
Succesen varede dog ikke ved, og da Steve Jobs præsenterede den første iPhone, begyndte det at gå ned af bakke for selskabet med en hast, der næsten overgik den astronomiske optur.
Den kommende film BlackBerry fortæller – i hvert fald efter traileren at dømme – den vilde og svært underholdende historie om virksomhedens storhed og fald.
Filmen er bygget på bestsellerbogen “Losing the Signal: The Untold Story Behind the Extraordinary Rise and Spectacular Fall of BlackBerry.”
Den får premiere midt i maj, og man kan med rimelighed forvente, at BlackBerry også vil ramme en biograf eller streamingtjeneste i nærheden.