Elbiler er billige i drift, men dyre at købe, da batteriet ombord udgør en kæmpe omkostning, der skal betales på forkant.
Derfor er det til dato kun blevet til yderst få elbiler i de budgetvenlige leje under 200.000 kroner.
Volkswagen kunne denne uge fremvise den bil, som vil lave om på det forhold med præsentationen af konceptbilen ID 2all.
Som navnet antyder, vil bilen placere sig under selskabets nuværende mellemklassebil, ID.3, men beskrives som en bil i ”Polo’-størrelse, men med Golf-plads ombord”.
Det afspejler sig i bilens dimensioner, med en længde på 4,05 meter og en bredde på 1,81 meter, som er en håndfuld centimeter kortere og bredere end den nuværende VW Polo.
Akselafstanden på 2,6 meter er to centimeter kortere end den nuværende Golf 8.
Til trods for de beskedne ydre mål er der skabt plads til i alt 490 liter bagage (heraf cirka 50 bygget ind under bagsæderækken) og 1.330 liter bagage med bagsæderne slået ned.
Den nuværende Golf tilbyder her henholdsvis 381 og 1.493 liters plads i de to discipliner.
Mini-MEB platform
ID 2all vil blive bygget ovenpå den kommende ’MEB Entry’ platform, en videreudvikling af den MEB-platform, der i dag hviler under ID.3, ID.4 og ID.5 modellerne.
Denne skulle være god for op til 226 hestekræfter, hvilket skulle være nok til at sende bilen fra nul til 100 på under syv sekunder og sikre en topfart på 160 i timen.
Batteriet ombord kommer i to størrelser 38 og 56 kWH. Det estimeres at rækkevidden vil være op til 450 kilometer efter WLTP-normen.
Grundmodellen til under 200.000 kroner vil med al sandsynlighed byde på det mindste batteri, som bør kun nå omkring 300 kilometer per opladning.
Kvikopladning ved lynladeren vil foregå på 20 minutter, hvor der vil kunne lades fra 10 til 80 procent.
En klasse op
Det er ikke kun de indvendige dimensioner, der vil få et løft. Kabinen er beklædt i tekstiler og alcantara, mens hårde plastflader synes at være forvist.
Op af den minimalistiske konsol rejser sig to skærme: En bred 11 tommer skærm til instrumentbrættet, suppleret af et heads-up display samt en 13 tommer stor infotainment-skærm.
Samtidig bliver ID.3 modellens udskældte slider-kontrol vraget til fordel for et multifunktions-drejehjul og et dedikeret kontrolpanel til aircondition-systemet.
Mere raffinerede funktioner, som er bedst kendt fra high-end biler, såsom panoramaglastag, ambient-belysning, massage og varme i sæder, Matrix LED lys og forskellige kørselsassistenter vil også være at finde på udstyrslisten.
Først i 2026
Den prisvenlige el-folkevogn forventes at blive vist i en produktionsklar version i 2025, flankeret af afledte biler med Cupra- og Skoda-badges på fronten.
Den egentlige salgsdebut vil dog først ske en gang i 2026.
Er en elbil til 190.000 kroner for meget, arbejder koncernen også på en endnu billigere elbil, en mulig ’ID.1’ model.
Her er målsætningen at skabe en mindre elbil til en pris under 20.000 euro, svarende til bare 149.000 kroner.