Det kan være rart at hygge sig inde, når vejret er træls. Men fornøjelsen løjer lidt af, når selv overvejelser om at stikke en hurtig tur udendørs kan resultere i en brutal død.
Men sådan er det altså i den postapokalyptiske serie ”Silo”, der har premiere på Apple+ 5. maj.
I sidste uge blev den første trailer frigivet, og den kan ses her.
I serien lever tusindvis af mennesker hele livet fra vugge til grav i en enorm – ja – silo, der strækker sig hundredvis af etager ned under jorden.
Verden udenfor er angiveligt giftig efter en katastrofe i fortiden, og eneste kig derud foregår gennem et kamera, der dog beklageligvis bliver støvet med tiden. Men det er der en løsning på.
For det er ikke helt nemt at holde tusindvis af indespærrede mennesker i ro år efter år, og derfor er straffen for at tale om mulighederne for et liv udenfor, at man udstyres med en enkeltbillet til overfladen samt en klud til at tørre kameralinsen fri for støv.
Men de færreste holder mere end et par minutter derude, og imens ser resten af siloens beboere til, mens man bukker under – angiveligt for den giftige luft – og bliver pænt liggende.
Dén omgang får typisk snakken om en fremtid under åben himmel til at forstumme for en tid.
Alt er imidlertid ikke helt, som det giver sig ud for at være i den klaustrofobiske underjordiske verden. Noget kunne for eksempel tyde på, at sandheden om både siloen og dens totalitært indstillede chefer er en noget dyster omgang.
Silo er baseret på Hugh Howeys stærkt anbefalelsesværdige bøger, som vi tidligere har skrevet om.
I front har serien svenske Rebecca Ferguson (kendt fra bl.a. The White Queen, Doctor Sleep og flere Mission Impossible-film) samt særdeles rutinerede Tim Robbins (Shawshank Redemption m.m.).
Titel: Silo
Kan ses på Apple+ fra 5. maj