Den danske servicegigant ISS forventer at runde en magisk grænse på 1.000 it-ansatte i 2023.
Alene i 2022 blev der ansat 150 nye it-folk hos ISS. Samme antal forventes at skulle ansættes i år.
Det skriver Finans.
Målet om de 1.000 it-ansatte er en opsigtsvækkende fremgang. I sommeren 2022 lød målet dengang på 750 it-ansatte ved udgangen af 2023.
Oprustningen i ISS' it-afdeling sker samtidig med, at it-budgettet også er steget markant. I 2021 brugte ISS knap 250 millioner kroner på softwareudvikling - året efter var det steget til mere end 450 millioner kroner.
Den digitale offensiv hos ISS er et udtryk for, at ISS ønsker at positionere sig som en teknologisk leder på sit område og selv eje softwareudviklingen, siger ISS' it-direktør Markus Sontheimer til Finans.
Han er i gang med at eksekvere en strategi, der skal få ISS helt frem på den innovative digitale spilleplade, hvos ISS eksempelvis selv vil bygge en række interne apps.
"Der er ingen grund til, at vi ikke skulle kunne bygge bedre software-løsninger end nogen startup med 10 medarbejdere," siger han til mediet.
De mange ansatte vil især blive placeret i København, Warszawa og en nyere udviklingsafdeling i Porto, lyder det.