Den digitale filmudlejningstjeneste Blockbuster får ny ejer.
Nuuday sælger nemlig selskabet med tilhørende kunder og brugsret af brandet i hele Norden.
Køberen er svenske SF Anytime, der ejes af Bonnier-koncernen, skriver Nuuday i en pressemeddelelse.
Fremover vil Blockbuster-kunderne få adgang til et større titelkatalog under det nye ejerskab, lyder det.
Selve ejerskiftet vil gennemføres over en seks måneder lang periode. Det skal sikre en "gnidningsløs overgang" for kunderne, skriver selskabet.
"Blockbuster har gennemgået en stærk forretningsmæssig udvikling under vores ejerskab, og vi er stolte af at kunne aflevere en klar dansk markedsleder inden for digitalt køb og leje af film til SF Anytime, som vi er overbeviste om er den bedste langsigtede strategiske ejer af Blockbuster," lyder det fra EVP i Nuuday, Jens Grønlund, der er ansvarlig for Nuudays digitale brands.
Handlen markerer samtidig, at Nuuday er ved at tilpasse sin portefølje af brand med fokus på at levere produkter og services inden for telekommunikation, oplyser selskabet.
Nordens største titelkatalog
Nuuday understreger, at der er flere synergier mellem Blockbuster og SF Anytime.
SF Anytime har nemlig distributionsaftaler 'med alle de største filmstudier samt relevante nordiske distributører', og derfor vil Blockbusters kunder fremover få glæde af Nordens største titelkatalog, skriver Nuuday.
"Vi er både glade for og stolte over at erhverve den førende danske digitale filmudlejningstjeneste Blockbuster og integrere tjenesten i vores virksomhed. De to brands komplementerer hinanden utroligt godt, eftersom SF Anytime har en markedsledende position i Sverige, mens Blockbuster-brandet er dansk markedsleder. Vores kombinerede erfaring og tilbud skaber en endnu stærkere service for millioner af husstande på tværs af det nordiske marked," siger Michael Holmberg, administrerende direktør for SF Anytime, i meddelelsen.