Det store web-bureau Framfab har fundet en glimrende måde at tackle rivaliseringen på det engelske marked. Man opkøber simpelthen konkurrenten.
Det svenske firma har netop købt sin engelske konkurrent Oyster for 131 millioner kroner og er med et slag blevet Storbritanniens største spiller på markedet for interaktive løsninger.
Beløbet er fordelt på godt 109 millioner danske kroner kontant og 21 millioner i nyudstedte Framfab-aktier.
Framfab har befundet sig i en prisregn for arbejdet for Nike, Sprite og ALD og overtager blandt andre Oyster-kunder som British Telecom og Epson.
I forvejen er Vodafone og T-Mobile kunder i selskabets engelske afdeling.
Luret på et opkøb
Konkurrenten har været i kikkerten igennem længere tid, fordi en overtagelse ville passe svært godt ind i Framfabs strategi om vækst gennem udvikling og opkøb.
Oyster har 130 medarbejdere og omsatte i 2004 for 113 millioner kroner. Der er ikke planer om fyringer, for målet er blandt andet at 'befæste førerpositionen', skriver Framfab i en pressemeddelelse.
Framfab vokser efter købet til over 460 ansatte, med 200 medarbejdere i England.
Herhjemme har Framfab godt 70 ansatte, og resten fordelt på afdelinger i Sverige, Tyskland, Holland og Schweiz.
Gode tider er tilbage
Framfabs opkøb vidner om, at selskabet er inde i en udvikling, der er bedre end den ukontrollerede vækst, web-bureauet havde i de gode, gamle dotcom-dage.
Omsætningen i årets første kvartal havde en fremgang på 71 procent med et plus på 11,9 før skat.
For blot få år siden måtte Framfab betale prisen, da luftkastellerne i it-branchen faldt fra hinanden med et brag.