Mornings. Og velkommen til tirsdag den 13. december og endnu en omgang friske, korte og vigtige it-nyheder fra nær og fjern indsamlet af Computerworlds fremskudte lyttepost mod den store nabo i syd. Ved lyttebøjernes kontrolpanel: Niels Veileborg
Preben Damgaard bisættes i dag
It-rigmand og top-investor Preben Damgaard, som døde den 4. december efter kort tids sygdom, bisættes i dag klokken 12 fra Sankt Pauls Kirke, der ligger i Gernersgade ved Nyboder i København.
Det fremgår af en dødsannonce i flere medier, som oplyser, at alle er velkomne.
Brødrene Erik og Preben Damgaard stod sammen bag det, der blev en af de første helt store it-successer i Danmark, nemlig Damgaard Data, som de etablerede i 1984.
TDC Net henter ny CFO hos Vestas
Den 1. januar 2023 begynder Henrik Brandt som ny CFO i TDC NET. Han kommer fra en stilling som Senior Vice President og regional CFO i Vestas.
Henrik Brandt har en Master i Management Accounting and Information Technology. Han afløser Ulrik Laudrup Bølling, som de seneste godt tre år har haft tjansen som CFO.
Facebook nedlægger salgskontoret i Norge
Facebook-ejeren Meta er i sving med massopsigelser, og det rammer også i Norge, skriver mediet e24.no.
Facebook lukker simpelthen salgskontoret med ti ansatte. Kontoret åbnede i 2016, hvor blandt andre den tidligere norske statsminister Erna Solberg deltog i åbningsfesten.
Men nu er det altså slut, selv om sælgerne på kontoret leverede et resultat på godt 30 millioner norske kroner i 2021 - en fordobling i forhold til året før.
Oracle klarede sig bedre i andet kvartal end ventet
Oracles andet kvartalsregnskab var bedre, end det var ventet på Wall Street, skriver Bloomberg.
Indtjeningen voksede totalt med 18 procent. Services voksede med 74 procent, mens det noget større cloud-område voksede 14 procent. Salget af cloudlicenser voksede med 16 procent, mens hardwaresalget voksede 11 procent.
Tyskland kan blive Europas største producent af halvledere
Tyskland kan blive Europas store producent af halvledere, mener landets kansler, Olaf Scholz, ifølge Reuters.
Halvledere er grundlaget for moderne elektronik som transistorer, solceller, lysdioder og digitale og analoge integrerede kredsløb.
Tyskland investerer kraftigt i at genrejse halvleder-produktionen.
“Det vil skabe et økosystem, som vil bidrage til et mere stabilt EU, der ikke er afhængig af andre regioner”, siger Olaf Scholz.
Forbud mod deepfakes i Kina uden tilladelse fra målet
Kinas cyberspaceadministration har nu besluttet, at det fra og med 10. januar 2023 er forbudt at skabe deepfakes uden en tilladelse fra personen/personerne, der er genstand for det pågældende deepfake, skriver Reuters.
Kinesiske producenter af deepfakes skal lade sig registrere med sit navn og skal blandt andet sikre, at de pågældende deepfakes ikke bruges til at sprede indhold, som går imod Kinas interesser.