Af Lars Bennetzen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
I takt med den stigende digitalisering er virksomheders data blevet stadig vigtigere. De helt store virksomheder har for længst indset det og arbejder på højtryk på at få analyseret data, så de kan få værdi ud af dem.
For mindre virksomheder kan det dog være svært at få et overblik over data, og der findes stadig mange der ikke har indset, hvor vigtigt data er for deres virksomhed. Det mener Pernille Hertel, nordisk direktør for Customer Advisory hos SAS Institute i Danmark.
”Det, der er interessant er, at vi har enorme mængder data liggende. Men medmindre vi kan få dem langt ind i et framework, så kan vi ikke få værdien ud af dem,” siger Pernille Hertel til AOD PRO.
Hvad skal data bruges til?
Men et framework er i sig selv ikke nok.
”Hos SAS har vi udviklet et framework, der giver virksomheder mulighed for at få succes med data. Men det grundlæggende er, at du skal have en idé om, hvad du vil bruge data til, ellers kommer du ikke langt,” siger Pernille Hertel.
Det er så her de fleste mindre virksomheder kaster håndklædet i ringen. Ifølge Pernille Hertel bliver mange af dem overvældede af den enorme mængde data, de har tilgængelig.

Men Pernille Hertel påpeger, at det er vigtigt, at hvis du vil ønsker at vækste din virksomhed til næste niveau, så skal du have en holdning til data, og om hvordan du vil bruge dem.
”Det kræver naturligvis at man indser, at der er værdi i data for alle virksomheder,” siger Pernille Hertel og fortsætter:
”Hvis du har en virksomhed, så har du også data, og dem skal du kigge på. Du er aldrig i den forkerte branche eller har en for lille virksomhed, til at data er interessant for dig.”
Prisen for det
Det behøver heller ikke være en dyr eller kompliceret opgave at komme i gang med at bruge data i virksomhedens udvikling, mener hun.
Ifølge Pernille Hertel findes der masser af værktøjer, virksomheder kan anvende, og de behøver hverken være dyre eller komplicerede at bruge.
”Hvis du har store datamængder, så kræver det naturligvis store platforme. Men hvis du har en mindre virksomhed, så kan du sagtens komme i gang uden at skulle investere kæmpe summer i analyseplatforme,” forklarer Pernille Hertel.
Hun peger på at der findes løsninger, som tilbyder systemer med kunstig intelligens til at få styr på data, rettet direkte mod små og mellemstore virksomheder.
Det vigtige er at komme i gang med at bruge data, for det mener Pernille Hertel er påkrævet i et digital samfund.
”Når man så er blevet skarp til at bruge og analysere data, så kan man skalere, hvis det er nødvendigt. Start småt, kom i gang og kom videre,” råder hun.