Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Pas på platuglernes Wi-Fi-forlængere

Se dig for, før du bruger penge på at booste dit trådløse netværk. Her afslører vi to Wi-Fi-forstærkere, som markedsføres intensivt på nettet. De anvender Wi-Fi-teknologi fra 2009, hvilket gør dem ubrugelige.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er mange platugler på nettet. Tidligere har vi afsløret en ubrugelig elspareboks (AOD 1/22). Her advarer vi dig mod to Wi-Fi-forstærkere, som markedsføres flittigt på nettet. De virker, men de booster ikke dit trådløse netværk, tværtimod.

Ideen med en Wi-Fi-forstærker/extender/repeater – kært barn har mange navne – er, at den skal logge sig på et svagt Wi-Fi-signal, forstærke det og sende det videre, så det rækker længere og gør forbindelserne hurtigere.

Wi-fi-standard fra 2009

De to enheder, vi kigger på her, Wifi DuoBoost og Wifi XtraBoost, er fremstillet i Kina, distribueres globalt af TechFibrr i Litauen og koster præcis det samme – 350 kroner inklusive forsendelse.

De er baseret på den samme elektroniske platform, nemlig en MT7628KN-chip fra Mediatek. Denne chip blev lanceret i 2014, og den kører i et endnu ældre teknologisk hjulspor: 802.11n fra 2009, der nu kaldes Wi-Fi 4 og ligger tre generationer under den aktuelle højdespringer – Wi-Fi 6E. En extender i samme klasse fra et anerkendt fabrikat som Xiaomi, D-Link eller TP-Link kan købes hos en dansk forhandler som Proshop for ned til 104 kroner.

Under ideelle forhold kan DuoBoost og XtraBoost komme op på 300 Mbps på 2,4 GHz-frekvensbåndet – det mere rummelige 5 GHz-bånd findes ikke på disse enheder. Vores reference-smartphone rapporterer, at den fødes med en netværkshastighed omkring 100 Mbps.

TESTET: Wifi DuoBoost-extender ligner umiddelbart flere af markedets billigste extendere. Dens to eksterne antenner forbedrer dens performance en smule, og den har to RJ45-porte, men dens byggekvalitet ligger i den meget lave ende.

Det er omkring en tiendedel af, hvad vi kan opnå med vores YouSee-modem.
Om DuoBoost skriver onlinebutikken: ”Der er ikke behov for installering, den skal bare sættes i en stikkontakt, og så kan du nyde den højere hastighed.”

Hertil kan vi bare sige, at det sker der intet andet ved, end at der kommer liv i to lysdioder. Beskrivelsen af fætter XtraBoost kommer virkeligheden lidt nærmere: ”Med WPS-funktionen kan du opkoble dig hurtigere og nemmere og få en stærkere og helt pålidelig internetforbindelse med det samme.”

Vi kan bekræfte, at WPS (Wi-Fi Protected Setup) virker med begge boostere. Denne parring resulterer i et nyt netværksnavn (SSID), der er det samme som det oprindeligt indlæste, men med ”_Ext” tilføjet.

TESTET: Den teknologisk identiske Wifi XtraBoost-extender kommer i en sort, trist finish og har en enkelt RJ45-port, som ikke er noget bevendt i vores it-miljø. WPS-knappen bruges til at parre forstærkeren med en eksisterende router.

Det betyder, at man skal sørge for, at smartphones og andre trådløst opkoblede enheder er indstillet til dette netværk. Boost-producenterne har også produceret betjeningsvejledninger på glimrende dansk, som fortæller, hvordan man via en browser kan konfigurere enhederne i forskellige tilstande.

Vi må desværre melde, at vi ikke har kunnet tilgå boosterne på denne måde. Vi kan forestille os, at der er sket noget med firewalls og sikkerhed, siden Mediatek-chippen blev udviklet.

Der er ingen apps til de to boostere. I dag tager vi det nærmest for givet, at hvis der ikke er en QR-kode eller i det mindste et app-navn på kassen til et it-produkt, er det ikke af nyere dato.

Skuffende resultater

Under testen af boosterne har vi overladt hele den trådløse netværkstrafik til vores standardmodem fra YouSee, SagemCom F@ST 3890V3 W. Denne enhed står fast parkeret i et kombineret kontor/værksted i kælderen og har tilstrækkelig styrke til at dække alle tre etager i testhuset, selvom hastigheden på især første sal ikke tager pusten fra nogen.

Wi-Fi-forstærkeren under test har vi haft placeret i køkkenet i stueetagen med udsigt over haven. Med denne opstilling har vi brugt en Samsung Galaxy S20 Ultra 5G med Speedtest-appen installeret til hastighedsmålinger i fire positioner – køkken, orangeri, gårdhave og læskur.

Printkortet i Wifi DuoBoost måler 45 x 68 mm og domineres af den kvadratiske Mediatek MT7628KN-chip. ”Gardinerne” omkring og under loddeøerne foroven kan skyldes, at kortet ikke er blevet ordentligt renset for såkaldt flusmiddel efter maskinlodningen. Dette kan forkorte boosterens levetid, men det er nok det mindste problem ved enheden.

Den korte konklusion lyder, at i vores testmiljø er både DuoBoost og XtraBoost spild af penge. De leverer klart dårligere resultater, end vores YouSee-modem kan præstere fra kælderen. Hvorfor? De to boostere er ikke hurtigere.

Vi har også haft gang i en TP-Link RE305-Mesh Wi-Fi extender til bare 250 kr., som var den billigste deltager i vores extender-stortest i nr. 9. Uden enhedens mesh-faciliteter kan denne lille sag banke de to boostere, så de slet ikke registrerer, hvad de har været ude for.

Hvorfor? TP-Link RE305 hører hjemme i den nyere og stadig tidssvarende Wi-Fi 5-klasse, hvor den kan brede sig over op til 1,2 Gbps fordelt på 2,4 GHz (300 Mbps) og 5 GHz (867 Mbps).

Sammenligning: YouSee-modem, TP-Link-extender og DuoBoost-extender

Dygtig markedsføring

Firmaet bag DuoBoost og XtraBoost må have investeret betydelige summer i reklametekster og manualer samt kompetente oversættelser til en masse sprog. Der har sikkert også været en advokat inde over teksterne, for der er masser af bløde løfter, men ingen konkrete tekniske specifikationer. Vi er med andre ord på den jurahylde, der er mærket anprisninger.

Så længe produkterne ikke er ulovlige eller farlige, kan man skrive næsten hvad som helst. Og det gør man. TechFibrr ser også ud til at have et samarbejde med websider, der præsenterer test af Wi-Fi-forstærkere og mange andre produkter.

Et eksempel er www.forbrugsguiden.dk, som læser danske og udenlandske blade og koger indholdet ned til noget, der kan klikkes på. Vores blad bliver også taget til indtægt af en anbefaling et par Wi-Fi-produkter, men der linkes ikke til os.

Mere manipulerende finder vi www.top10wifiboosters.com, som angiveligt tester forskellige produkter og konsekvent rangerer XtraBoost eller DuoBoost på de to højeste pladser.

De to testede boostere kommer ud i toppen på hjemmesiden www.top10wifiboosters.com, som skal forestille at levere objektive test af forskellige Wi-Fi-forstærkere. Bør tages med en hel spandfuld salt.

Med denne test efter vores gennemprøvede procedurer mener vi at have dokumenteret, at produkter som Wifi XtraBoost og Wifi DuoBoost ikke leverer den vare, som godtroende forbrugere måtte forvente, at de betaler for.

De to teknologisk identiske boostere vil ikke gøre nogen gavn i blot nogenlunde tidssvarende trådløse netværk, og selv hvis de kunne afhjælpe problemer i gamle installationer med internet via telefonnettet, er prisen urimeligt høj. En ”hund” eller mindre ville bedre kunne forsvares.

Vi har udelukkende fokuseret på teknik i denne test. Hvordan den litauiske distributør vil forholde sig til henvendelser om returret og reklamation, ved vi derfor ikke. En fortrydelsesret bortfalder under alle omstændigheder, når man brækker varerne op for at undersøge deres indmad, som vi har gjort.

Tallene afslører produkterne

Wi-Fi-situationen i AODs udendørs testmiljø. Fra venstre til højre har vi vores YouSee-modem, en god og billig TP-Link Mesh Wi-Fi-extender, Wifi DuoBoost og Wifi XtraBoost. Dækningen ved læskuret, som står længst fra huset, er dårlig med alle fire enheder.

TP-Link RE305 fungerer som en regulær Wi-Fi-forlænger og giver en stor signalforbedring i både orangeriet og gårdhaven. Hverken DuoBoost- eller XtraBoost-enheden gør nogen som helst forskel på andet end kontoudtoget fra banken.