Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Arlo Essential Video Doorbell Wire-Free: Videodørklokke til Arlo-fans

Kabelfri videoovervågning har altid været den største del af Arlos DNA. Nu har producenten udvidet sit produktprogram med en batteridrevet dørklokke, som kan installeres med blot to skruer.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis noget firma skal have æren for at have ”opfundet” kabelfri videoovervågning, er det svært at komme uden om Arlo. Det kan være nemt nok at bruge et genopladeligt batteri og linke et videokamera til et Wi-Fi-netværk, men kunsten består i at opnå en rimelig kvalitet kombineret med lang batteritid. Her har Arlo vist sin styrke fra dag ét.

Sidste år testede AOD en Arlo Video Doorbell. Produktet fungerede fint, men krævede en amerikansk specificeret ringetransformator, og sådan en metalklump kan være svær at få til at forsvinde i et pænt hjem.

I år kan vi få en Essential Video Doorbell Wire-Free, som for de samme penge skal kunne klare op til 6 måneders kontrol af hoveddøren og hverken behøver professionel installation eller en fordyrende hub.

Oplagt til fans

Hvis man er vant til at bruge Arlo-enheder og er glad for dem, taler meget for at udvide maskinparken med den kabelfri videodørklokke.

Enhver gør det selv-person, der kan finde ud af at få to skruer ind i en væg eller en dørkarm, kan klare opsætningen på få minutter, og Arlo-appens smartphone-manual gør det nemt at få den it-mæssige installation på plads.

Når det gælder de mere avancerede indstillinger, virker appen umiddelbart ganske brugervenlig, men selv om vi efterhånden kender Arlo ganske indgående, har vi nogle gange haft det indtryk, at softwareudviklerne har organiseret det voksende antal indstillinger ret tilfældigt. Der er noget at lære for en bruger, som vil skræddersy indstillingerne for at udnytte dørklokken maksimalt.

En fordel ved at holde sig til Arlo-familien er, at man kan se, hvad andre overvågningskameraer registrerer, på ét skærmbillede. Det ville være ekstra smart, hvis dørklokkens app kunne samarbejde med en fjernstyret lås. Så kunne man – uden at være til stede – åbne hoveddøren for et pakkebud, få stillet en papkasse ind i entreen og derefter låse igen.

Får det hele med

Videodørklokkens kamera har et kvadratisk billedformat med en diagonal synsvinkel på 180 grader. Det giver en fiskeøjeeffekt, men er praktisk, fordi kameraet så ikke blot kan fange ansigter og overkroppe, men også pakker og dyr på dørmåtten. Opløsningen kan vælges så høj som 1536 x 1536 pixel, og der er HDR til at øge billedets såkaldte dynamikområde og afsløre, hvem eller hvad der måtte gemme sig i skyggerne.

Bortset fra den uundgåelige fortegning i den brede vidvinkel har vi intet at udsætte på billedkvaliteten. Den er tilstrækkelig skarp til at kunne tåle en del zoom, og bevægelser vises naturligt.

Vi er endnu mere imponerede over dørklokkens reaktionshastighed. Kameraet registrerer gæster, inden de er fremme ved hoveddøren, og når de trykker på ringeknappen, ringer telefonen inden for et splitsekund.

Dialogfunktionen virker desuden mere forståelig, end vi ofte har oplevet, fordi begge parter slipper for forsinkelse og forvrængning. 


Dette skærmskud har vi taget lidt over midnat. Det viser det ultravidvinklede fiskeøjeobjektivs store synsfelt og den infrarøde projektørs rækkevidde.

Abonnement til det avancerede

Ligesom flere andre udbydere af SmartHjem-enheder forlanger Arlo, at man – efter en afhængighedsskabende gratis prøveperiode på tre måneder – skal have et abonnement for at lagre optagelser i firmaets sky og kunne tilgå de avancerede funktioner, som måske gjorde, at man faldt for netop denne dørklokke. Det koster 29 kroner om måneden, hvad der er nogenlunde humant, den attraktive anskaffelsespris taget i betragtning.

Har man flere Arlo-produkter, kan man abonnere på en Premier Plan. Så løber regningen op i 95 kroner om måneden for de første fem, og har man investeret i firmaets 4K-kamera og vil gemme denne kvalitet i skyen, stiger månedsprisen til 145 kroner – stadig for fem kameraer.