Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Der kan være mange grunde til at lave lydoptagelser via pc’en. Måske du er stude-rende, der optager et foredrag, en journalist, der optager et interview eller en sangskriver, der forsøger at få gemt en melodi, inden du glemmer den.
En optagelse kan også være en besked, som du kan sende til en person via en chat-app som en mere personlig måde at kommunikere på end en tekstbesked, men uden at skulle gribe til telefonen.
Der er masser af apps i Microsoft Store, som optager lyd, heraf mange gratis. Du kan også benytte den fremragende open source multitrackoptagepakke Audacity, der findes gratis på nettet.
Men det er faktisk ikke nødvendigt at installere en app, hvis du bare nemt og hurtigt skal optage noget. Windows 10 har nemlig en indbygget app, Stemmeoptager, du blot skal søge på i Windows’ søgefelt.
1 Åbn Stemmeoptager
Start med at skriv ”stemme” i Proceslinjens søgefelt (normalt nederst til venstre på skærmen). Appen bør dukke op blandt søgeresultaterne. Hvis ikke, søger du i Microsoft Store. Før du kan bruge den, skal du have en kompatibel mikrofon tilsluttet. Mange bærbare computere og tablets har sådan en som standard. Ved en stationær computer skal du muligvis tilslutte en USB-mikrofon.
2 Kom i gang med appen
Brugerfladen er noget sparsomt indrettet. Du får blot vist et blåt mikrofon-ikon midt i vinduet og tre prikker nederst til højre. Klik på dem for at få et link til mikrofon-sektionen under Indstil-linger, så du kan styre, hvilke apps der har adgang til din mikrofon. Derudover er der ikke andet at gøre, men klik på ikonet for at optage.
3 Optag en besked
Tal i mikrofonen, og brugerfladen ændrer sig lidt. Nu er der tre knapper og en tæller, som viser optagelsens længde. Den store blå knap i midten stopper optagelsen. Der placeres en markør i filen, som du ser, når du redigerer. Det er smart, hvis du skal genstarte. Pauseknappen sætter optagelsen på pause, indtil du starter den igen.
4 Afslut din optagelse
Når du er færdig med at optage, stopper du ganske enkelt optagelsen med et klik på den blå stopknap. Hovedvinduet i appen dukker igen op, men denne gang med din optagelse vist. Du kan herfra lave nye optagelser med den blå mikrofonknap eller afspille din optagelse. Har du lavet flere separate optagelser, vises de i vinduet, indtil du sletter dem.
5 Beskær et klip
Du kan trimme start og slutning på en optagelse. Tryk på knappen ”Gem” for at opdatere eller gemme den beskårne version som en ny fil. Dermed er det muligt at klippe bidder ud af en optagelse. Begynd ved at klikke på knappen ved siden af ”Del” i bunden af vinduet. Flyt de sorte bjælker indad for at markere, hvor beskæringen skal ske.
6 Alle beskæringer
Alle markører vises på tidslinjen, så du kan flytte bjælkerne hen til dem. Når du er færdig med beskæringerne, klikker du på ”Gem” (ikonet ligner en gammeldags diskette). Vælg mellem at oprette en ny fil (gem kopi) eller opdatere originalen. Sidstnævnte sletter alt uden for bjælkerne. Den nye fil hedder det samme, men med tilføjelsen ”(2)” efter navnet.
7 Del et klip
De optagne beskeder skal selvfølgelig kunne deles, og programmet har en dedikeret knap til det formål. Det er knappen længst til venstre i bunden af skærmen. Den åbner i eget vindue, hvor du vælger, hvordan du ønsker at dele. Som standard er der kun to muligheder, Mail og Skype, men har du andre besked-apps installeret, vises de her.
8 Omdøb og slet en optagelse
Filerne med optagelserne gemmes i Dokumenter > Lydoptagelser. De får usmarte navne som ”Optagelse” og ”Optagelse (2)”. Men hvis du omdøber dem i Stifinder, forsvinder de fra appens liste. Omdøb i stedet i appen ved hjælp af nummer to knap fra højre i bunden. Slet filer enten via Stifinder eller ved at klikke på appens papirkurv-ikon.