Af Aksel Brinck, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
1 EaseUS Todo Backup Free
EaseUS Todo Backup Free kan mange ting: Tage backup af enkeltfiler og -mapper, af hele drev eller partitioner, eller sørge for en fuldstændig systembackup.
Der er også en “smart” indstilling, som automatisk tager sikkerhedskopier af hyppigt brugte filer. Derudover kan du også tage kopier, som du lægger i skyen.
Gratisversionen af EaseUS Todo Backup Free har næsten de samme funktioner som betalingsversionen. Du kan køre backups efter en plan, men du kan ikke få taget en kopi automatisk udløst af bestemte situationer.
Det gælder også for kommandolinje-genererede sikkerhedskopieringer. Men begge mangler er ikke kritiske for langt de fleste pc-brugere.
Så selvom enkelte funktioner kun virker, hvis du betaler for EaseUS Todo Backup Free, kan gratisversioner stort set de ting, som de fleste af os har behov for.
Bedømmelse: 5/5 stjerner
2 Cobian Backup
Dette program er det mest avancerede af de gratis backup-programmer på markedet. For mange nye brugere er det alt for meget, men hvis du er nøjeregnende med, hvordan dine backups bliver taget, så er Cobian Backup programmet, du bare må have. Her får du den fulde fleksibilitet.
Med Cobian Backup kan du oprette og planlægge flere backup-opgaver, og filerne kan gemmes på andre lokale drev, på et netværk eller en FTP-server. Det kan endda ske på samme tid.
Sikkerhedskopierne kan komprimeres, så du sparer plads, og der er mulighed for at kryptere data, hvilket giver ekstra sikkerhed.
Til gengæld er det ikke så nemt at gendanne data. Der er ingen guide, som viser, hvordan du gør det, så du må bare i gang med at kopiere filerne tilbage, dekomprimere og dekryptere dem. Det skal dog ikke skygge særlig meget over de utrolig gode backup-funktioner.
Bedømmelse: 4/5 stjerner
3 Paragon Backup & Recovery
Det skal ikke være svært at tage backup. Hvis du er enig i det, skal du tage et kig på Paragons lille gratispakke, hvor du bliver taget i hånden af en indbygget guide.
Du kan tage sikkerhedskopi af hele din pc, partitioner, filer eller mapper baseret på deres placering eller filer ud fra deres type. Du kan også lægge en backupplan, og så tager programmet sig af at gennemføre den.
Som navnet antyder, er der ikke kun tale om et backupværktøj. Paragon Backup & Recovery er en komplet værktøjskasse til data-management. Og du får tilmed et ret imponerende cd- og USB-baseret gendannelsessystem, som kan tages i brug, når du vil have data tilbage, og du ikke kan få startet pc’en.
Hvis det er noget for dig, så skal du starte med at registrere dig, så du får en gratis konto.
Bedømmelse: 4/5 stjerner
4 FBackup
Dette program har en lidt uspændende, Office-inspireret brugerflade, men lad dig ikke skræmme af det. Under den uskønne overflade gemmer sig et velfungerende backupværktøj, selv om det ikke rummer så mange funktioner som de fleste konkurrenter.
FBackup har forskellige guides, men også mere avancerede processer. Men uanset hvad du vælger, er det ret nemt at oprette sikkerhedskopieringer af filer og mapper, der kan ligge lokalt eller på netværksdrev, eksterne diske eller Google Drev. Der er også et planlægningsværktøj.
Gratisversionen er (som det ofte er tilfældet) lidt belastet af reklamer, men vi synes ikke, det er stærkt generende.
Du får heller ikke alle programmets funktioner. Men hvis du kan leve uden kryptering, ftp-backup, e-mail-alarmer og trinvis backup, er gratisversionen af FBackup værd at stifte bekendtskab med.
Bedømmelse: 3.5/5 stjerner