Smarte byer breder sig på det smarteste

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Flere og flere mennesker vælger at bosætte sig i byerne. Faktisk bor lige nu over halvdelen af verdens befolkning i byer, og i 2050 vil det gælde to ud af tre samfundsborgere. Det gør det til en simpel nødvendighed at organisere byernes infrastruktur, drift og ressourcer på ny hensigtsmæssig måde.

Flere af verdens byer arbejder derfor i dag på at tilbyde sine indbyggere en mere effektiv og brugervenlig tilværelse med et højt service-niveau og ressourcebesparende energihåndtering. Kort sagt etablere en smart-by, hvor der førhen kun lå en storby.

Rent teknisk er de fleste problemer ved at være løst på forskellig vis. Bor du i en smart-by, så er du via din smartphone i konstant og fri kontakt med byen og dens mange smart-tilbud lige fra parkering til leje af cykler, håndtering af affald og frost i brostenene. Du og din by smelter sammen til én stor organisme.

I kamp og konkurrence

Eller det er i hvert fald visionen, som alverdens bystyrer udmaler for deres borgere. Rundt om på globen kæmper borgmestre og myndigheder for at netop deres by skal findes mellem de smarteste, og hvem render med trofæet?

Det er ikke sådan lige til at sige, for de fleste smart-byer udformes på fundamentet af gamle metropoler med lange eksisterende traditioner og solid historisk funderet kultur. Men selv om storbyer som Cairo, Moskva og Shanghai ikke umiddelbart ligner hinanden, deler de samme grundlæggende problemstillinger i deres kamp for at blive smart.

Til gengæld er fordelene ved en velfungerende smart-by betragtelige besparelser, bedre miljø og borgertrivsel og en hurtig og nem direkte kontakt mellem borgere og myndigheder, hvilket igen betyder, at der går kortere tid fra problemer konstateres, til de bliver taget hånd om.

Netværksstrukturen er en smart-bys rygrad

Den største udfordring for alle smart-by-kandidater er at implementere internet of things (IoT) og den tilhørende netværksstruktur på den mest effektive, bekvemme og hensigtsmæssige måde. Det gælder både den teknologiske side af sagen og hensynet til privatlivets fred. Og det forudsætter igen en enkel og sikker dataudveksling i et format, der kan tilgås og anvendes af alle på så tryg en måde, at ingen føler sig overvåget eller manipuleret.

Men selv om industrien har udviklet det ene netværkssystem efter det andet (se AOD 11/2018), er der endnu ikke blevet fastsat nogen global standard, som alle kan slutte op om. Hver by har sine egne meninger og lokale forhold, og oveni kommer spørgsmålet om dataformat.

Åben dataplatform:
Selv om de færreste måske forventer det, er Dublin i dag nærmest at finde blandt smart-byernes hovedstæder. Den irske storbys smart city- program koordineres af Smart Dublin, der er et initiativ taget af fire lokale myndigheder med henblik på at holde løbende kontakt mellem udbydere af smart-teknik og byplanlægningsforskere såvel som alle byens indbyggere for at imødegå udfordringer og skabe øget trivsel. Det sker bl.a. via den åbne dataplatform Dublinked.

Her ville det selvfølgelig være fristende at hoppe over, hvor kanalen var smallest, og vælge et færdigstrikket format som Facebook eller Google, som alle jo kan springe på med det samme. Problemet er blot, at disse løsninger nærmest er født med indbyggede overvågningsmuligheder i frit valg, og selv i et forholdsvis restriktivt land kan myndighederne ikke bare basere en smart city på så åben og ubeskyttet software. Nok er det smart, at alle data kan forstås og umiddelbart bruges af alle, men bagsiden af glæden er et alt for frit tilgængeligt og udsat privatliv.

Ideelt set tager du højde for sikkerhed og privatlivsbeskyttelse før (eller i det mindste samtidig med), at du etablerer et smart-by-netværk. Virkeligheden er bare, at der er meget stor forskel mellem en smart-bys digitale systemer og den fysiske verdens opbygning og funktion.

De fleste er eksempelvis vant til og med på at skulle oprette sig som brugere, oplyse deres gps-position og acceptere cookies mv. før det er muligt at få adgang til forskellige onlinetjenester og muligheder. I den virkelige verden kan ingen (i hvert fald ikke i Vestens frie lande) forhindre dig i at færdes, hvor du vil og besøge hvem, du vil.

Smart Nation:
Singapore er ikke kun en by, men en hel bystat, der trods mangel på naturlige ressourcer har overvundet de fleste problemer og udfordringer og på blot 50 år er blevet en af verdens mest avancerede byområder. Nu har Singapore sat sig for at opnå titlen ”Smart Nation” og er i gang med at etablere og for alvor udnytte netværk, dataindsamling og informationsteknologi. Det skal samtidig som en vigtig sidegevinst skabe flere økonomiske forbedringer og muligheder for at bygge byen tættere.

Smart privatliv i en smart-by?

Det er klart, at med en smart-bys stadigt stigende antal sensorer, der registrerer alt fra forurening og forskellige kvarterers strømforbrug til fyldte P-pladser og antal af ventende passagerer ved et bestemt busstoppested, nærer mange ikke uforståeligt en vis bekymring for de

res hidtil ellers så ukrænkelige privatliv.

Set fra en forvaltnings side kan det være ganske smart med p-pladser, der registrerer, om der holder en bil. Set fra borgerens synspunkt kan det også være fint, så længe p-pladsen ikke også registrerer nummerpladen eller andre mere personlige og følsomme data.

Omvendt tilgang:
Madrid har en lidt omvendt tilgang til at være smart-by, idet bystyret først identificerer, hvilke sociale og praktiske problemer byen har brug for at løse og dernæst finder frem til den bedst egnede teknologi frem for omvendt. Byen har implementeret en nyudviklet dataplatform betegnet MiNT, der samler byens lokale IoT-tjenester som bl.a. fuldt intelligent digital styring af byens infrastruktur med særlig fokus på affaldshåndtering og vedligehold af grønne områder.

Men rent faktisk kunne det jo være ganske praktisk med p-registrering, der for eksempel kunne reservere p-pladser til borgere, der arbejder i området, mindske den såkaldte søgetrafik af bilister, der cruiser rundt efter en parkeringsplads, og hjælpe til at udarbejde fyldige trafikstatistikker, der kunne effektivisere byens hovedtransportveje osv.

Blot gør det naturligvis de data, du genererer undervejs, alt andet end gennemsigtige og unægtelig sværere at værne om. Det er balance på en knivsæg. Og verdens metropoler med smart city-ambitioner har bestemt heller ikke rigtigt kunne finde melodien på det punkt.

EU har længe arbejdet med at afstikke retningslinjer for udvikling af smarte byer, og hovedstæder som New York, Amsterdam, Barcelona, Madrid, Dubai og Stockholm har fulgt og udviklet sig efter disse fælles standarder. Generelt ligger mange storbyer derfor pænt med hensyn til privatliv og datasikkerhed.

København har ligefrem oprettet et uafhængigt privatlivs-panel, som afstikker regler for dataindsamling. Desuden bruger kommunen ofte en særlig tilgang kaldet ”privacy by design”, der sikrer, at en sensor aldrig gemmer personfølsomme data.

Fra Stockholm til e-Stockholm:
Den svenske hovedstads smart-by-teknologi skiller sig lidt ud ved at være baseret på et fibernetværk leveret af Stokab helt tilbage i 1994 med netop det formål at etablere et universelt optisk fibernet gennem hele storbyen. Private firmaer og serviceudbydere kan leje sig ind på netværket på lige vilkår. Netværket driver bl.a. energirigtige huse og bygninger (sparer energi til opvarmning), trafikstyring (reducerer tid forbrugt på vejen) og e-service (der minimerer papirforbrug). Et eksempel på distriktsisoleret smart city-teknologi ses i Kista Science City-regionen i det allernordligste Stockholm, der består af tre helix concepter på smart cities, hvor universitet, industri og regering samarbejder om at udvikle ICT-applikationer, der kan indføjes i de eksisterende smart-by-tiltag.

Vesten og Østen

Men det er jo ikke alle nationer, der betragter datasikkerhed og privatlivsbeskyttelse på samme måde. I Rusland tvangsdigitaliserede myndighederne først hovedstaden Moskva og etablerede et fulddækkende IoT-system, og først dernæst tilføjede bystyret løsninger, der rettede sig mod privatlivets fred. Før du dog føler dine vestlige fordomme om russisk totalstyring bekræftet, så tænk efter, om du blev spurgt, før NemID og Rejsekortet kom, så og sejrede.

I Kina er indbyggerne vant til overvågning og IoT-teknologi og er interesseret i elektroniske gadgets i en grad, så en kineser nærmest er ét med sin smartphone. Både til information og underholdning, som betalingsmiddel og tusind andre ting.

Grøn bølge:
Blandt de tiltag, som Barcelona har vundet ved at blive smart-by, er et nyt bustransportsystem baseret på sensordata og analyse af de mest befærdede veje og gader og oftest kørte strækninger. Det har ledt til nye busruter, der kører såvel vandret og lodret som diagonalt gennem bykortet med mange knudepunkter i samarbejde med intelligente lysreguleringer, der tilgodeser den offentlige transport. Desuden kan systemet i samarbejde med gps og special software til trafikafvikling give grøn bølge for udrykningskøretøjer, så de kan nå hurtigst muligt frem. Og i en af byens største parker sørger et vandingssensorsystem for at sende realtidsoplysninger om bevoksningens behov for vanding.

Alt klares med mobilen i Kina, og derfor er det også helt almindeligt at gå ind hvor som helst og købe, leje eller låne en Powerbank eller opladerkontakt, når batteriet er ved at løbe fladt. Kina har over 100 smart-by-projekter klar til opbygning frem til 2020, hvoraf den ene by oven i købet skal styres af kunstig intelligens. Efter forhåbningerne skal Kina være hjemsted for 50 % af alle smart-byer i Asien.

I høj grad er det den kinesiske befolkning selv, der driver denne udvikling og hele tiden forventer nye muligheder. På den anden side er det også klart, at denne teknologiafhængighed resulterer i en masse data og oplysninger om de enkelte borgere, som myndighederne mere eller mindre frit kan bruge. Dog er der så småt ved at rejse sig et mere generelt kinesisk folkekrav om større datasikkerhed.

Også Indien er begyndt at røre på sig med initiativet Smart Cities Mission, men i forhold til Kina er landet en del bagefter.

Amsterdam blev smart city allerede i 2009, og kanalbyen tilbyder serviceprojekter fra både kommunale myndigheder, private virksomheder og små 200 enkelte borgere. Disse meget forskellige projekter skal blandt andet reducere trafikken i byen, spare energi og ressourcer og højne borgersikkerheden. Byen opmuntrer hvert år til yderligere tiltag gennem den årlige Amsterdam Smart City Challenge-konkurrence, der eksempelvis har udmøntet den indbyggerudviklede service-app Mobypark, der lader ejere af parkeringsarealer udleje disse pladser mod betaling. Og de data, der bliver indsamlet, kan byen bruge til at vurdere parkeringsbehov og trafiktryk. Trafikken bliver også overvåget i realtid til brug for informationer om køretider og de aktuelt hurtigste ruter at følge. Også byens gadebelysning styres af sensorer efter behov og omgivelser.