Af Mette Eklund, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Hvem kunne ikke godt tænke sig at spare lidt penge samtidig med, at dit hjem bliver mere intelligent? Det er faktisk, hvad Tado lokker med med deres Smart Radiator Thermostat. Vi testede et startkit med en bridge og to termostater samt tre ekstra termostater for at dække en lejlighed på 116 kvm.
Problemfri installation
Termostaterne var utrolig lette at installere, og en app på din mobil guider dig igennem hvert skridt i processen. Appen findes ved blot at følge linket, der er printet i æsken. Omend installation via hjemmesiden er mulig, så er det nemmere i appen, da den kan scanne QR-koder på broen og termostaterne.
Efter oprettelse af konto tilføjes hver enhed i appen, startende med broen. Appen giver løbende feedback, når Tados servere har detekteret enhederne. Det er en fornøjelse at se, hvordan
appen automatisk sætter broen i pairing-mode, når en ny termostat er blevet scannet i appen, og det er sært tilfredstillende, når appen detekterer, at man har monteret en termostat på radiatoren og fortæller, at termostaten nu kalibreres.
Den fysiske montering er ligeledes ligefrem med de medfølgende adaptere. Der var ingen problemer med at få termostaten til at passe på adapteren, men det er sikkert vigtigt at følge advarslen i adapterguiden om ikke at stramme sikringsskruen for meget, da denne ellers kan deformere.
Elegant og let app
Boligens rum oprettes i appen og derefter tildeles de enkelte termostater til rummene. På den måde vil termostater i samme rum blive indstillet som én enhed. Appen viser en letforståelig graf over temperaturudviklingen og luftfugtigheden i hvert rum (termostaterne måler både luftfugtighed og temperatur), samt hvornår og hvor meget opvarmning, der var brug for i hvert rum. Det er faktisk både underholdende og nyttigt at kunne følge med i.
Der kan indstilles en plan for temperaturen for hvert rum, enten med samme plan alle ugens dage; med en plan alle hverdage og separate planer for lørdag og søndag; eller med en plan for hver dag. Dagen kan indeles i et virkårligt antal tidsintervaller, og en måltemperatur kan sættes for hvert interval.
Systemet lærer med tiden rummene at kende således, at det ved, hvor tidligt varmen skal tændes for at opnå rette temperatur til rette tidspunkt – dermed behøver man ikke tænke over, at varmen f.eks. skal tændes kl 5.30 om morgenen for, at der er dejligt varmt, når man står op; det er er nok at sætte en måltemperatur på f.eks. 21 grader til 6.15 og efter noget tid ved Tado selv, hvor tidligt der skal skrues op for at nå målet.
Drejeknappen på selve termostaten kan bruges til at sætte enheden i manuel kontrol. Et tydeligt display på termostaten viser måltemperaturen.
Appen kan nemt installeres på flere af familiens mobiler ved at sende invitationer. Alle telefoner ser samme Tado-opsætning. Tado kan også oprette geofences således, at den detekterer, når alle mobilenheder har forladt hjemmet. For hvert rum kan man så konfigurere, hvad der skal ske, når ingen er hjemme, såsom at temperaturen sænkes eller helt slukkes. Appen detekterer, når man nærmer sig hjemmet igen og kan sørge for at varme boligen op, inden man er nået helt hjem. Det fungerer godt, omend man skal sikre sig, at appen har de nødvendige rettigheder til at tilgå lokalitetstjenesterne.
Tado-broen understøtter Apple Homekit. Installationen var ganske let – HomeKit kan scanne den HomeKit-autorisationskode, der er printet på broen og vil derefter vise både broen og termostaterne i HomeKit. Fornøjelsen synes dog at stoppe her, for det er som om HomeKit og Tado appen har hver sin model af enhederne; de automatiseringer, der foretages i den, synes ikke findes i den anden. Således ender de fleste nok med bare at bruge Tados egen app. Man kan håbe, at denne integration forbedres i fremtiden. Udfordringen er naturligvis, at Tado også skal fungere i hjem med blandede iOS og Android-telefoner.
Ønsker til opdatering
En ulempe kan være, at der kan være en del klik i appen for at skifte en termostat til manuel kontrol, og vi ønsker os at kunne koble termostater sammen for detektering af åbne vinduer, så det ikke kun er termostaten ved det åbne vindue, men f.eks. også termostater i de tilstødende rum, der slukkes (hvis man f.eks. vil have gennemtræk). Derudover ville det være rart med en form for sceneindstilling, så man f.eks. kunne lave en særskilt temperaturprofil for, når man har overnattende gæster, eller børnene er syge – alt hvad der ville sætte de vanlige rutiner ud af drift.
Alt i alt var systemet utroligt velfungerende, og efter den første måned påstod systemet, at vi havde sparet 17 % i varme.