Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Microsoft har undergået lidt af et udvikling de seneste år. Fra stort set udelukkende at beskæftige sig med software, har producenten indenfor de seneste få år smidt en imponerende række mobiler og tablets på markedet. Nu tager Microsoft skridtet videre og lancerer sin første bærbare computer. Navnet er Surface Book, og dermed er det slået fast, at maskinen tilhører den allerede omfattende familie af Surface-produkter, der inkluderer såvel tablets i det mere letbenede segment som kraftfulde tablets til arbejde.
Surface Book slutter sig til den sidste kategori, når det kommer til brugersegmentet. På trods af det ultratynde design, er er tale om en kraftfuld sag, forsynet med 6. generations Intel Core-processor af enten i5 eller i7-kaliber samt enten 8GB eller 16GB ram. Der er mulighed for at vælge dedikeret grafikkort, hvis man ønsker det og man kan få op til 1TB SSD som lager.
Ifølge Microsoft sikrer alt dette at den er dobbelt så hurtig som den bedste MacBook Pro. Du får tilmed en batterilevetid helt op til 12 timer.
Skærmen måler 13,5" og med en opløsning på 3000 x 2000 pixels får man ikke mindre en 267 pixels per tomme. Kontrastforholdet er imponerende 8000:1, så billedoplevelsen bør være i orden.
Skærmen er berøringsfølsom, og den kan frakobles tastaturet, så du kan bruge den som en tablet. Det er dog kun, når skærmen er sat i tastaturet, at Surface Book yder sit fulde, for grafikkortet sidder i tastaturet.
Det kan nok ikke overraske, at Surface Book bliver, ja faktisk rigtig dyr. 1.499 dollars koster den billigste og indtil videre går priserne op til 2.699 dollars, og det er uden prisen endnu er afsløret for den vildeste model med 1TB SSD.
De danske priser er ikke offentliggjort, og det ser desværre ikke ud til at Surface Book kommer her til landet lige foreløbig