Evnen til at udbrede sin it-infrastruktur til nye partnere har sikret Saxo Bank et resultat før skat på 161 millioner kroner i 2004 og dermed en markant fremgang fra 66 millioner kroner året før.
? Resultatet understreger endnu engang, at vores forretningsmodel virker, siger administrerende direktør i Saxo Bank, Kim Fournais.
Med 20 nye partnere i 2004, deriblandt amerikanske Rosenthal Collins Group og schweiziske Synthesis Bank, er det samlede antal partnere nu oppe på 50.
Har selv udviklet
Saxo Bank har udviklet en omfattende infrastruktur til sin egen forretning med blandt andet CRM-system (Customer Relationship Management), redskaber til markedsføring og risikostyring samt handelssystemer til valuta og værdipapirer.
Den stiller man vederlagsfrit til rådighed for andre finansielle institutioner, som handler med globale kapitalmarkedsprodukter på internettet.
Til gengæld får Saxo Bank en del af gevinsten fra partnerne.
? Uden it havde vi ikke kunnet få sådan et resultat - vi havde næppe været i markedet overhovedet. Vores niche er at kunne levere infrastrukturløsninger pakket ind i den viden, vi har om kapitalmarkedet. Men modsat softwareproducenter går vi ikke ud og sælger vores systemer på licens. Vi stiller det til rådighed, varen bliver leveret gennem vores infrastruktur, og så har vi simpelthen et profit-split med partnerinstitutionerne, siger Kim Fournais.
Han tilføjer, at tendensen for 2004 var, at Saxo Bank ikke blot fik flere partnere, men mere solide partnere med stærkere infrastruktur og større distributionspotentiale. Så:
? Partnerne tjener flere penge, og vi tjener flere penge, siger han.
Mangler it-medarbejdere
Mangel på it-medarbejdere er stadig et svagt led i Saxo-kæden. Som Kim Fournais udtrykker det, går det meget godt, men det ville givetvis gå bedre, hvis banken kunne få alle de højtkvalificerede it-udviklere, den gerne ville have.
? Vi ansætter to om måneden, men ville ansætte tre eller fire, hvis vi kunne finde dem, bedyrer direktøren.
Sidste år blev antallet øget fra omkring 80 til knap 100 it-folk ? ud af i alt omkring 300 medarbejdere i Saxo Bank i Danmark.
Saxo Bank etablerede sidste år et selskab, Saxo Soft, i Skt. Petersborg i Rusland.
Det har nu seks fastansatte medarbejdere og insourcer konsulenter derudover, så det samlede antal er oppe på en halv snes stykker.
Kim Fournais understreger, at det russiske selskab blot er en ?overløbsventil?, og at der ikke er planer om at flytte udviklingsafdelingen fra hovedkvarteret i Gentofte nord for København.