Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Der har været bred enighed om, at Windows Phone er et brugervenligt og velfungerende mobilstyresystem. Mængden af apps, der har været tilgængelig til Windows-mobilerne har dog været temmelig begrænset, og det har skadet udbredelsen af dem.
Ganske overraskende har Microsoft nu valgt at løse dette ved at åbne op for apps fra kæmpekonkurrenten Google, der står bag Android-systemet, som i dag sidder i størstedelen af verdens smartphones. Det afslørede Microsoft ved den igangværende Build-konference.
En mini-version af Android skal fremover integreres i mobilerne, så de kan køre Android-apps. Samtidig gør Microsoft det nemt for udviklere af ikke kun Android- men også iPhone-apps at konvertere deres software til Windows Phone-systemet, sådan at en app udviklet til de konkurrerende systemer hurtigt kan konverteres til Windows Phone.
Med det kommende Windows 10, der forener Microsoft-enheder på tværs af alle platforme, så samme apps fungerer til både computer, mobil og tablets, bør det således blive langt mere attraktivt at skabe apps til Microsofts enheder.
Det bliver spændende at se, hvad alt dette kan gøre for udbredelsen af Windows-mobiler.