Over 29 millioner besøgende på de 20 største danske hjemmesider, der er tilknyttet Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM), løftede danskernes internet-surfen til nye højder.
Især folketingsvalget i sidste uge og weekendens snestorm trak danskerne ind foran pc'en og ud på internettet.
Antallet af besøg ligger 300.000 over den seneste uge-rekord, der blev skabt i forbindelse med tsunami-katastrofen i begyndelsen af 2005.
- Igen kan vi se, at netmedierne er blevet væsentlige, når danskerne søger information om store aktuelle begivenheder, siger Jon Lund, der er direktør i FDIM.
Han mener, at der er to årsager til den øgede brug af internettet. For det første er internettet blevet "allemandseje". For det andet er nettet blevet en seriøs nyhedskilde, der opdateres døgnet rundt.
- På nettet er man sikret en plads på første parket i nyhedsstrømmen, bedyrer Jon Lund.
Gallup har siden begyndelsen af 2001 målt antallet af besøgende for FDIM i det såkaldte Dansk Internet Index (DIX).
Med den nyeste rekord når antallet af besøg på de 20 største danske hjemmesider indeks 336, mens antallet af unikke brugere når indeks 256. Udgangspunktet for indekset er sat i uge 13 i år 2000.