Søgetjenesten Yahoo har åbnet for en beta-version af en søgemaskine, der kan skabe orden i multimediefiler som video. Det skriver Cnet.
Tjenesten lanceres samtidig med, at en række af de konkurrerende tjenester har gang i lignende tiltag.
Eksempelvis er Google i al stilhed ved at udvikle en teknologi, der gør tv-programmer søgbare, og Microsoft tester også video-søgning.
Den store amerikanske webportal AOL har allerede gjort video-søgeteknologier tilgængelige for brugerne.
Den fælles ambition er at skabe den teknologi, som vil gøre det muligt at søge i levende billeder, ikke kun på nettet, men også på kabel-tv og andre teknologier, som langsomt begynder at smelte sammen med nettet via bredbåndsforbindelser.
Samtidig åbner videosøgning for nye reklameindtægter fra de mere traditionelle reklame-formater, som hidtil har været forbeholdt tv.
Derfor har de forskellige aktører også travlt med at skabe alliancer blandt andet i Hollywood, for at få fælles fodslag omkring formater til udsendelse af digitalt indhold, skriver Cnet.
Yahoo har lanceret en ny mediestandard, Really Simple Syndication (RSS) Media, i samarbejde med blandt andre open source-sammenslutningen Creative Commons og videotjenesten Atomfilms.
Brugen af en special medieudgave af det udbredte RSS-format vil muliggøre indekseringen af videoindhold, samtidig med at den gør det let at videredistribuere.
Hos Atomfilms, som blandt andet har en stor samling af kortfilm fra små uafhængige producenter, hilser man udviklingen velkommen.
- Vi har et problem i forhold til søgemaskiner, fordi vi ikke er særlig tekst-tunge. Det her spiller på vores styrker, siger Mika Salmi, grundlæggeren af Atomfilms, til Cnet.