Kinesiske Lenovo er verdens største pc-leverandør lige nu. Se listen over de producenter, der er lige efter.
Kinesiske Lenovo er trods markant tilbagegang verdens allerstørste pc-producent lige nu. Selskabet leverede næsten hver fjerde solgte computer i verden i tredje kvartal.
Der stod Lenovo på næsten hver fjerde solgte computer i årets tredje kvartal.
Det viser en ny opgørelse over pc-markedet, som analysehuset Canalys netop har udgivet.
Det gør Lenovo til verdens ubetinget største pc-leverandør for tiden, selv om det kinesiske selskab faktisk er gået markant tilbage i antal solgte enheder i forhold til tredje kvartal i fjor.
Lenovo solgte i tredje kvartal i alt 16,9 millioner computere verden over.
Det svarer til en nedgang på 16 procent i forhold til samme kvartal i fjor.
Men da det samlede marked dykker markant, er det nok til rent faktisk at øge Lenovos samlede markedsandel fra 23,9 procent i fjor til nu 24,3 procent.
Lenovo følges af HP, der som verdens næststørste pc-leverandør sidder på en markedandel på 18,3 procent med 12,7 millioner solgte enheder i tredje kvartal.
Det svarer til en markant tilbagegang på hele 27,7 procent i forhold til det tilsvarende kvartal i fjor.
På tredjepladsen finder vi Dell, der ligeledes er gået markant tilbage med en tilbagegang på 21,2 procent.
Verdens fjerdestørste producent i tredje kvartal er Apple, der solgte otte millioner computere i tredje kvartal.
Det svarer til en markedsandel på 11,5 procent, hvilket er en stigning på 1,7 procent i forhold til det tilsvarende kvartal i fjor.